23948sdkhjf

Dansk milliardkoncern sætter nyt ledelsesteam

Good Food Group sætter nu navn på de personer, der skal udgøre ledelsesteamet i virksomheden.

Stine Aare Jensen er ansat som CFO (økonomidirektør) med virkning fra 1. april og bliver en del af den fremtidige ledelse sammen med Lars Petersen, der tiltrådte som COO (vicedirektør) i august, og Lillie Li Valeur, der indtager posten som CEO (adm. direktør) den 1. marts.

Læs også: Good Food Group klar med ny topchef

- Vi er meget glade for, at det er lykkedes os at få tre så stærke profiler om bord i Good Food Group, som alle har et indgående kendskab til fødevareindustrien", siger bestyrelsesformand i Good Food Group, Jørgen Dirksen og fortsætter:

- Vi har en klar ambition om at vokse internationalt over de kommende år, og det kræver både en sikker strategisk ledelse, målrettet eksekvering og effektiv finansiel styring. Med vores nye stærke ledelsesteam er jeg sikker på, at vi har de bedste forudsætninger for at nå vores mål.

Familie forlader virksomheden

Med den nye ledelse på plads er det med familien Christensen aftalte ledelsesskifte på plads.

I forbindelse med Lillie Li Valeurs tiltrædelse vil Torben Christensen – der har været adm. direktør siden 2010 – således forlade virksomheden. Allan Christensen blev i august afløst af Lars Petersen, og Otto Christensen er udtrådt af bestyrelsen ved udgangen af 2019.

Good Food Group omsatte i 2018 for knap 1,2 milliarder kroner og endte med et overskud på lidt over ni millioner.

Koncernen producerer en lang række fødevarer, blandt andet marmelade, frossen frugt, nødder, saucer, dressing og honning - både under egne brands som Svansø og Skælskør og som private label til detailsektoren og foodservice.

Produktionen foregår på en række produktionssteder i Danmark, Polen, Sverige og Norge.

Kendte navne i branchen

Lillie Li Valeur har siden 2002 arbejdet i Arla Foods og kommer fra en stilling som Vice President med ansvar for forretningsenheden Milk Based Beverages, der blandt andet omfatter Cocio-brandet og Arlas partnerskab med Starbucks, som omfatter alle Starbucks aktiviteter i Europa, Mellemøsten og Afrika.

Stine Aare Jensen kommer fra en stilling som CFO i Kohberg Bakery Group A/S med ansvar for Økonomi og IT. Hun er uddannet revisor og har siden 2001 arbejdet i fødevareindustrien, da hun var beskæftiget hos bagerivirksomheden Lantmännen før Kohberg.

Lars Petersen kommer også med mange års ledelseserfaring fra fødevareindustrien. Han har været ansvarlig for forretningsmæssig drift, udvikling og supply chain senest i Kohberg Bakery Group A/S og tidligere i blandt andet Rynkeby, Arla Foods, Capri Sun Group i Tyskland og Orkla i USA.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078