23948sdkhjf

Good Food Group klar med ny topchef - tidligere ejer hjælper i en periode

Fødevarekoncernen Good Food Group med hovedkvarter i Vejle har udpeget Lillie Li Valeur som ny øverste chef. Hun tiltræder 1. marts og afløser Torben Christensen, der har været administrerende direktør siden 2010.

Lillie Li Valeur har arbejdet hos Arla Foods de seneste næsten 18 år; siden 2016 som Vice President i koncernens "Global Milk-based Beverages Business Unit", der blandt andet omfatter Cocio-brandet og Arlas partnerskab med Starbucks.

Hos Good Food Group kommer hun til at beskæftige sig med brands som Skælskør Frugtplantage, Svansø og Hornbech, der er ejet af koncernens Scandic Food.

Good Food Group blev købt af kapitalfonden Maj Invest i november sidste år, og de nye ejere lod allerede dengang forstå, at de ønsker en markant vækst via både øget produktionskapacitet og investeringer.

- Vi har en klar ambition om at vokse over de kommende år, ikke mindst internationalt, og den vækstagenda skal Lillie Li Valeur stå i spidsen for. Det bliver nok suppleret med nogle opkøb hen ad vejen, siger Jørgen Dirksen, bestyrelsesformand i Good Food Group, til Food Supply.

Han konstaterer, at bestyrelsens medlemmer er meget glad for. at det er lykkedes os at få en så stærk international profil som Lillie Li Valeur om bord i Good Food Group - en profil, der har et indgående kendskab til fødevareindustrien.

Christensen som konsulent
Om den afgående direktør, Torben Christensen, fortæller Jørgen Dirksen, at han stopper i virksomheden 1. marts, men at Good Food Group kan trække på hans viden i en periode derefter.

Torben Christensens familie har ejet virksomheden siden den blev stiftet i 1951, men familien valgte for et års tid siden at sælge til Maj Invest.

Det er ikke lykkedes Food Supply at få en kommentar fra Torben Christensen vedrørende hans fremtidsplaner, og det er ikke noget, han har informeret bestyrelsen om.

- Jeg ved ikke, hvad Torben Christensen skal, når han stopper hos os, oplyser Jørgen Dirksen.

Good Food Group omsatte i 2018 for knap 1,2 milliarder kroner og endte med et overskud på lidt over ni millioner.

Koncernen producerer en lang række fødevarer, blandt andet marmelade, frossen frugt, nødder, saucer, dressing og honning - både under
egne brands som Svansø og Skælskør og som private label til detailsektoren og foodservice.

Produktionen foregår på en række produktionssteder i Danmark, Polen, Sverige og Norge.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063