Regeringen afskaffer nu de omstridte afgifter på fedt og sukker som en del af den nys indgåede finanslov for 2013 med Enhedslisten.
- Vi må erkende, at disse afgifter gav store administrative omkostninger. Det er ikke det, der er brug for i den nuværende økonomiske situation. Vi har lyttet til de bekymringer, der har været, og sat handling bag ordene med en ambitiøs og fuldt finansieret afgifts- og konkurrencepakke, der giver lavere afgifter på forbrugernes varer, og samtidig sikrer bedre konkurrencevilkår for virksomhederne. Det synes jeg godt, vi kan være tilfredse med, siger skatteminister Holger K. Nielsen (SF).
Økonomi- og Indenrigsminister, Margrethe Vestager (RV), hæfter sig ved, at ændringerne kan være med til at bevare dagligvarehandlen i Danmark.
- Med pakken fastholder vi arbejdspladser i Danmark, mindsker grænsehandlen og virksomhedernes administration. Det er godt. Samtidig har vi fundet en finansiering, der strukturelt er neutral. Det er også godt, siger hun.
Finanslovsaftalen kan læses i sin fulde ordlyd
her.