DAN Palletiser fejrer 50 år som palleteringsekspert i BILA Group
50 års palleteringsekspertise er i dag en vigtig del af BILA Groups automationskompetencer. Den 27. oktober fejrer DAN Palletiser jubilæum med mere end 1.000 leverede anlæg til kunder verden over.
Gennem fem årtier har DAN Palletiser opbygget en stærk position inden for højkapacitetspalletering, og i dag bidrager virksomheden med specialiseret ekspertise til BILA Groups samlede automationsportefølje.
”Da alle robotterne kom, var vi lidt bekymrede for, om vores eventyr var slut. Men der er heldigvis fortsat et stort behov for vores ultraspecialiserede palleteringsanlæg. Vi er stadig meget efterspurgte i højeffektive produktionsvirksomheder, hvor det skal gå hurtigt og hvor der er mange varer. DAN Palletisers løsning pakker meget, den pakker hurtigt, og den har kun brug for et lille areal for hurtigt og stabilt at placere varerne på paller, så de kan køres ud i verden. Det handler om at levere høj driftssikkerhed. Det gør vi,” fortæller Michael Christensen, COO på DAN Palletiser.
Som en del af BILA Group hjælper DAN Palletiser produktionsvirksomheder med at optimere interne flows, øge kapaciteten og styrke konkurrenceevnen. Virksomheden udvikler modulære palleteringsløsninger og layer packing-teknologi, der kan tilpasses alt fra enkeltstående anlæg til komplekse produktionsmiljøer på tværs af industrier.
En stærkere position som del af BILA
For ni år siden blev DAN Palletiser en del af BILA Group. Det har styrket virksomhedens muligheder for at følge kundernes udvikling og indgå i større internationale projekter.
”Vi leverer især til internationale koncerner. Vores kunder vokser støt og går derfor efter større leverandører. Så det er en fordel, at vi for ni år siden blev en del af BILA, Nordens største automationshus. Når kunderne bliver større, er det godt selv at være stor,” siger Michael Christensen.
Erfaring, der bygger på mennesker
DAN Palletisers lange historie afspejles også i medarbejderstaben. Flere medarbejdere har været med i årtier, herunder programmør Klaus Houmøller, som kan fejre 45-års jubilæum i november. Næsten halvdelen af medarbejderne har været en del af virksomheden i mere end 25 år.
Jubilæet markeres den 27. oktober 2026 samt ved et familiearrangement den efterfølgende weekend.