23948sdkhjf
Del siden
Annonce

Verdens grønneste pasteurisering nomineret til EY-pris

Lyras A/S, som har udviklet en meget energisparende og skånsom teknologi til at pasteurisere fx mælk, er nomineret til prisen EY Entrepreneur Of The Year 2021 i kategorien Social Entrepreneurship – Future Impact.

Nomineringen vækker stor jubel hos Lyras, som går efter at gøre en reel forskel for verdens klima:

 ”Vores teknologi er sikker, billig i drift og nem at bruge. Den giver en signifikant CO2-besparelse og kan gøre en stor positiv forskel i forhold til klodens klimaproblemer. Nomineringen giver os anerkendelse og støtte på den rejse. Det er vi meget taknemmelige for,” siger Rasmus Mortensen, CEO i Lyras.

 Lyras egne udregninger viser, at UV-teknologi kan spare 40 millioner tønder råolie og drikkevand nok til 45 millioner mennesker om året, hvis alene verdens mejerier gik over til den. Den kan også bruges til de fleste andre flydende fødevarer som juice, øl og vin - og er allerede solgt til producenter i USA, Sverige, Danmark, Spanien og Australien. UV-metoden kaldes ”raslysering”, opkaldt efter opfinderen, Rasmus Mortensen, ligesom den langt mere energikrævende pasteurisering er opkaldt efter sin udvikler, Louis Pasteur.

 Uskadeliggør bakterier og sporer med UV-lys

Raslysering revolutionerer fødevarebranchen ved kun at bruge en tiendedel energi og en tredjedel vand til pasteurisering. Samtidig nedsættes forbruget af kemikalier til rengøring og stål til rør og tanke. Metoden giver desuden mindre madspild, både i produktionen, som bliver bedre kontrolleret og gennem længere holdbarhed af fx mælk i forbrugernes køleskabe.

Når bakterier og sporer i væsker uskadeliggøres med UV-lys behøver produktet ikke længere at bliver varmet op og kølet ned. Den mere skånsomme behandling betyder, at fødevaren beholder sine naturlige egenskaber og strukturer. Hemmeligheden bag raslysering er et lysfilter, der kun lader en bestemt bølgelængde af UV-lys passere. Væsken ledes forbi dette lys i en kontrolleret bevægelse, så bakterier og sporer elimineres.

Fokus på løsninger til verdens mest presserende udfordringer

Lyras er nomineret til EY Entrepreneur Of The Year 2021 i kategorien Social Entrepreneurship - Future Impact, som har fokus på lovende impact-virksomheder, der i særlig grad skaber samfundsmæssig værdi. Disse entrepreneurer har typisk fokus på at løse nogle af verdens store og presserende udfordringer – og ser her forretningsmuligheder, der kan skaleres og skabe samfundsmæssig og økonomisk værdi.

 

 

 

 

 

 

Lyras A/S
Lyngvej 3
9000 Aalborg
Aalborg Kommune
Danmark
CVR nummer: DK40222103
P nummer: 1024364662

Kontaktperson

MAOA
Marianne A. O. Andersen
ma@csrpr.dk

Send til en kollega

0.047