Baggrunden er, at ressourcer og ressourceeffektivitet er kommet på den politiske dagsorden sammen med cirkulær økonomi. Jordens ressourcer er begrænsede, hvorfor spild som udgangspunkt opfattes negativt. Spild er, når ressourcer går tabt, og dermed giver spild os dårlig samvittighed og er et udtryk for ødselhed. Men spild og restprodukter er også interessante og kan skabe muligheder for helt nye anvendelser, produkter og forretningsmodeller. Det er de seneste år bl.a. demonstreret ved (gen-)anvendelse af både ostevalle, fiskeskind, kasseret elektronik og gamle kontormøbler.

Miljøstyrelsen udgav for nogle år siden rapporten ”Stærkere uden spild”. I rapporten er det beskrevet, hvordan 14 danske virksomheder satte fokus på spild og demonstrerede, hvor i værdikæden det er muligt at reducere spild med besparelser til følge. I rapporten beskrives desuden, hvilke muligheder der er for at udnytte og helst opgradere spild. De deltagende virksomheder vurderer, at andre virksomheder vil kunne følge deres eksempler.

Denne fokusering på spild sker parallelt med en forøget opmærksomhed på produktdesign. Spild kan forebygges, fx ved at der fremadrettet produceres produkter, som i design og materialevalg er skabt til genanvendelse - og gerne kombineret med tilbagetagningsordninger og serviceaftaler i stedet for traditionelt køb og salg. I forhold til den cirkulære tankegang er alle disse tiltag særdeles gunstige, og der er heller ingen tvivl om, at de helt store virksomheder allerede er langt i omstillingsprocessen fra lineær til cirkulær økonomi, men hvordan kommer de mindre virksomheder i gang?

Giver det mening at indføre en certificeringsordning for nulspild - og vil en sådan ordning kunne fremme omstillingen til den cirkulære økonomi?

Disse spørgsmål satte vi os for at undersøge ved først at se nærmere på de eksisterende miljømærknings- og certificeringsordninger for at afdække om de allerede omfatter krav til spildreduktion og genanvendelse. Efter vores vurdering er det ikke tilfældet, så her er der plads til forbedringer. Efterfølgende blev der foretaget interviews af en række virksomheder indenfor fødevarebranchen, fordi spild ofte forbindes med madspild.

Interviewene omhandlede virksomhedernes fokus på spildreduktion, de certificeringsordninger, der anvendes i øjeblikket, samt virksomhedernes syn på en mulig ny certificeringsordning for nulspild.

De adspurgte virksomheder er tilknyttet en eller flere certificeringsordninger, og ingen efterlyser en ny ordning til dokumentation af nulspild. Alligevel antyder fødevarevirksomhedernes udtalelser en vis interesse, fx:  

• ”Vi er meget interesseret i en potentiel ’nulspildsordning’”
• ”Der er stor interesse for nulspild – det klinger godt og er til at forstå”
• ”Jeg er ikke sikker på, at markedet er klart til det endnu, men det skal nok komme”
• ”Perspektiverne ved nulspild er interessante”
• ”Konceptet med en ordning for nulspild lyder interessant. Vi arbejder selv aktivt med det – men nulspild er ultimativt, og det kan måske spænde ben”
• ”Gradbøjning ville give god mening, så man ikke skal sigte efter nulspild i første omgang”.

Kontakten med virksomhederne har afdækket, at der både er lange traditioner indenfor spildudnyttelse og flere eksempler på nytænkning i forhold til spildreduktion og nyttiggørelse af det eksisterende spild. Primærproducenter kan i mange tilfælde fremvise et nulspildsregnskab, fordi de anvender deres spild til forskellige nyttige formål, herunder foder, gødning og/eller bioforgasning.

Undersøgelsen har således vist, at mange virksomheder gør en ekstra indsats for at begrænse deres spild, og at der endda er nogle, som er tæt på eller i mål med nulspild, hvilket er et stort skridt mod den cirkulære økonomi. Men hvor synligt er det, og hvor ofte bliver disse virksomheder fremhævet og anerkendt?

Har virksomheder, som gør en ekstra indsats for at begrænse spild, og som når frem til nulspild, ikke krav på mere anerkendelse – måske i form af en mærknings- eller certificeringsordning, som dokumenterer og beviser virksomhedernes indsats?  Spørgsmålet er, om en nulspildscertificeringsordning har en markedsværdi for danske virksomheder? 

Et andet spørgsmål er, om nulspild kan indarbejdes i eksisterende certificeringsordninger?

Det sidste er nærliggende og i tråd med den ene af 27 anbefalinger fra regeringens Advisory Board for cirkulær økonomi, nemlig at eksisterende ordninger bør udbygges og forbedres.

Kontaktpersoner:  Dorthe Hamann, dha@teknologisk.dk;  Maria Skotte, mas@cleancluster.dk;