Tilfældigheder ramte plet
Søren Vedsted Nielsen har 25-års jubilæum hos Alfa Laval
Tilfældigheder førte Søren Vedsted Nielsen fra Nordjylland til Københavnsområdet. Men han må have ramt plet: For fredag 1. marts kunne han fejre 25-års jubilæum hos Alfa Laval i Søborg.
Oprindelig blev han uddannet maskinmester i rederiet ØK, men fortsatte studierne og blev maskiningeniør, og de 25 år i Alfa Laval har han primært arbejdet som projektingeniør – og for at slutte den maritime ring leverer firmaet også udstyr til skibe.
Afsaltningsanlæg, ferskvandsanlæg og renseanlæg er nogle af de produkttyper, han har arbejdet med, og de sidste 12 år har han i afdelingen Engineering & Supply været superbruger, som rådgiver kollegerne i at få mest muligt ud af IT-systemerne, når de styrer projekter.
Søren Vedsted Nielsen, som privat bor i Emdrup, er desuden formand for Ingeniørernes Virksomheds Gruppe og arbejdsmiljørepræsentant.