Vind 50.000 kr. til at give din gode idé vinger
Den 25. april kåres hele fire innovative talenter, når Food & Bio Cluster Denmark for 18. gang afholder idékonkurrence med pengepræmier, der kan være med til give grønne iværksætteridéer vinger. Klyngen er derfor lige nu på udkig efter iværksættere med en forretningsidé eller en ny opfindelse inden for fødevarer og/eller bioressourcer, der har mod på at pitche for et dommerpanel og løbe med den fornemme pengepræmie og eksponering, der følger med.
Der er hele fire gange 50.000 kr. på højkant i idékonkurrencen i april, hvor iværksættere og virksomheder fra hele landet opfordres til at indsende ansøgninger. Har du en idé til en forretningsmodel, et koncept eller en teknologi inden for landbrug, havbrug, fødevarer, bioressourcer/-materialer, miljøteknologi, bæredygtighed eller cirkulære forretningsmodeller, som der endnu ikke er registreret salg på, er det bare med at indsende din ansøgning inden den 20. marts 2024.
Alle ansøgninger tages i betragtning og vurderes af et kompetent dommerpanel ud fra kriterierne: Aktualitet, nyhedsværdi, kommercielt potentiale, realiserbarhed. Panelet, der består af eksperter fra Potter Clarkson, Bioinnovation Institute, Rockstart, Arla og IFF udpeger den række af ansøgere, der den 25. april inviteres til at pitche deres idé live for dommerpanelet og får mulighed for at hjemtage én af de fire pengepræmier til udviklingen af deres gode idé.
Et nysgerrigt publikum
Konkurrencen bliver afholdt i forbindelse med Food & Bio Cluster Denmarks årsmøde, hvor samtlige af klyngens medlemmer er inviteret til at deltage til en dag, der byder på faglige oplæg, masser af netværk og nye muligheder for samarbejde.
Bliver du udvalgt som én af de fire bedste idéer, får du altså ikke bare en unik mulighed for at pitche for et kompetent dommerpanel, men også en gylden mulighed for at dele din idé med et nysgerrigt publikum, der rummer et bredt udvalg af folk fra branchen.
- Vi tror på, at fremtidens grønne løsninger kommer fra de forskere og iværksættere, der til dagligt sidder med hænderne og hovederne i materierne. Vi vil gerne gøre vores for, at de gode idéer kommer frem i lyset og får den økonomiske støtte og opmærksomhed, som de skal bruge for at blive realiseret, udtaler Claus Mortensen, Head of Business Acceleration i Food and Bio Cluster Denmark.
Food & Bio Cluster Denmark arbejder til dagligt med iværksættere og ved derfor, hvilke udfordringer de ofte står over for. Konkurrencen er tænkt som et økonomisk rygstød til iværksætterenog som en platform, hvor de har mulighed for at få afprøvet deres idé foran et panel af eksperter og opnå større synlighed via Food & Bio Cluster Denmarks netværk. Ofte kan den eksterne validering af idéen i konkurrencen også være dét, der får en potentiel iværksætter til at tage springet og starte en virksomhed.
Alle kan ansøge
Iværksættere uden CVR-nummer endnu, etablerede virksomheder med idéer til nye forretningsområder eller teknologier, forskere, landmænd og studerende – alle kan søge om at være med. Når ansøgningen indsendes, skal det angives, hvilke af de fire områder idéen bedst ligger inden for:
- Mad til hele verden: At levere fødevarer, der er sunde og sikre til en voksende verdensbefolkning (sponsoreret af Potter Clarkson)
- At udnytte mulighederne i teknologiudviklingen inden for f.eks. biotech, digitalisering og automatisering fuldt ud (Sponsoreret af Bioinnovation Institute)
- At levere løsninger til en bæredygtig produktion og effektiv udnyttelse af bioressourcer til den højest mulige værdi (sponsoreret af Food & Bio Cluster Denmark)
- At sikre en bæredygtig grøn omstilling af klyngen frem mod klimaneutralitet (Sponsoreret af Rockstart)
Tidligere deltagere
Konkurrencen gennemføres årligt via partnerskaber og sponsorater. Tidligere vindere og deltagere af idékonkurrencen tæller velkendte startups som Cellugy, Lyras, Solarsack, Kaffe Bueno, HPNow, ENORM, Fieldsense, Fauna Phontonic, Bellyfood, Visibuilt, Decameal, FÆRM mf.
" Præmien blev anvendt til indkøb af laboratorieudstyr, hvilket gjorde det muligt for os at producere vores første prototype, der nu er under patentansøgning. Food & Bio Cluster Denmark har været afgørende i den tidlige sparring, der har hjulpet os med at lande BII Venture Lab og EUDP, som udgør størstedelen af de midler, vi har rejst. "
- Visibuilt
Sådan søger du
Vil du vide mere?
Claus Gunge Ellegaard Mortensen
Head of Business Acceleration
cm@foodbiocluster.dk
Tlf.: 4030 4820
Idékonkurrence 2024 er realiseret i samarbejde med:
Gold partners: BioInnovation Institute, Potter Clarkson og Rockstart
Silver partners: ARLA, IFF og Danish Crown