23948sdkhjf
Del siden
Annonce

Ny teknologi baner vej for grøn omstilling i lavbundsjorder

Et dansk innovationsprojekt har udviklet en ny teknologi, der kan blive et centralt værktøj i udtagningen af lavbundsjord - og dermed i realiseringen af den grønne trepartsaftale. Projektet HØSTTEK viser, hvordan klima, biodiversitet og vandmiljø kan forbedres gennem intelligent høst af biomasse.

Med den grønne trepartsaftale er det besluttet, at 140.000 hektar lavbundsjord skal udtages. Det udgør en historisk mulighed for at kombinere naturgenopretning, klimahandling og lokal erhvervsudvikling, men det kræver nytænkning og teknologi. Og her kommer HØSTTEK ind i billedet.

I projektet er der udviklet en prototype på en specialdesignet maskinbærer, der effektivt kan høste biomasse på vandmættede, tidligere opdyrkede lavbundsjorde. Denne teknologi gør det muligt at fjerne store mængder næringsrig biomasse, som ellers forhindrer genetableringen af artsrig engnatur. Det gør ikke bare naturgenopretning mere effektiv - det åbner også nye muligheder for anvendelse af den høstede biomasse i bioøkonomien.

Et teknologisk ’kinderæg’ - tre gevinster på én gang 

Høst og fjernelse af biomasse fra lavbundsjorder giver markante gevinster på tre centrale samfundsområder:

  • Natur og biodiversitet: Når næringsstofferne fjernes, får den oprindelige engflora mulighed for at vende tilbage. Over tid skabes der nye levesteder for truede arter.
  • Vandmiljø: Udvaskningen af kvælstof og fosfor reduceres markant, hvilket bidrager til renere vandmiljøer.
  • Klima og ressourcer: Biomassen kan bruges i biogasproduktion og på længere sigt som råmateriale til biobaserede produkter som byggematerialer, lim og proteiner. Det erstatter fossile ressourcer og skaber grønne værdikæder.

Nødvendigt med organisering og politisk rammesætning 

Teknologien fra HØSTTEK viser, at lavbundsjorder ikke blot er et naturgenopretningsprojekt - det er en mulighed for at udvikle fremtidens grønne erhverv. Men realiseringen kræver organisering blandt lodsejere, etablering af logistik- og værdikæder samt politisk vilje og økonomiske incitamenter.

- Lavbundsjorderne er et af de få områder, hvor vi straks kan opnå markante klimaeffekter og samtidig skabe nye, grønne erhverv. Men det kræver, at vi får sat gang i en værdikæde for høst, logistik og anvendelse af biomassen, siger Knud Tybirk, Senior Innovation Manager i Food & Bio Cluster Denmark.

Han understreger, at innovation og erhvervsudvikling skal gå hånd i hånd med natur- og klimamålene, hvis den grønne trepartsaftale for alvor skal skabe samfundsværdi.

Fremtidens grønne erhverv begynder i engen

Den nye teknologi viser, at vejen til grøn omstilling også går gennem vores vådområder og enge. Med målrettet høst kan Danmark både reducere drivhusgasser, forbedre naturens tilstand og beskytte vandmiljøet samtidig med, at der åbnes for nye erhvervsmuligheder i landdistrikterne.

- - - - - - - -  

Invitation til pressen

Ved en politisk høring på Christiansborg den 11. juni samles fagfolk, politikere og aktører fra erhverv og miljø for at drøfte realisering af samfundsgevinsterne ved høst på lavbundsjorder og i forhold til Grøn Trepart. Her præsenteres også projektet HØSTTEK og information om den udviklede teknologi til høst på vandmættede jorder. Du er velkommen til at deltage. Læs mere her

Fakta om HØSTTEK

  • Målet med HØSTTEK er at gøre enggræs til en forretning for landmanden, udvikle en teknologi til høst på vandmættede jorde og skabe højværdiressourcer ud af biomassen
  • Projektet, der er opstartet i januar 2021 og slutter medio 2025, er finansieret af GUDP og har i alt 11 danske partnere. Læs mere her 
  • Se kort film om HØSTTEK her (varighed 4:30), der beskriver drift af lavbundsjorden, så den bidrager til løsning af problemerne med klima, miljø og biodiversitet. 

For yderligere information, kontakt venligst:

Knud Tybirk
Senior Innovation Manager
Food & Bio Cluster Denmark
Tlf.: 25 20 88 10 
Mail: kt@foodbiocluster.dk   

Food & Bio Cluster Denmark
Agro Food Park 13
8200 Aarhus N
Århus Kommune
Danmark
CVR nummer: DK25666070

Kontaktperson

MTC
Mette Toft Christensen
Communication Manager
+45 21288603 mtc@foodbiocluster.dk

Send til en kollega

0.063