Regeringens vækstteam offentliggør i slutningen af april fem fokusområder, som skal sikre, at den nuværende danske fødevareeksport øges fra 140 mia. kr. til niveauet 170-190 mia. kr. årligt.
Vejen mod målet inkluderer blandt andet skabelsen af op mod 25.000 nye arbejdspladser, afslører Peder Tuborgh i dagens udgave af Berlingske Business.
Han ridser fem fokusområder op:
- Danmark skal sikre en bæredygtig og ressourceeffektiv fødevareproduktion med en bedre og mere effektiv regulering og kontrol fra myndighedernes side.
- Behandlingstiderne skal afkortes, så virksomhederne hurtigere kan investere i bæredygtig teknologi samt får lettere ved at få miljøgodkendelser.
- Fødevareforskningen skal gøres mere vækstorienteret ved at skabe en tættere relation mellem erhvervslivet og forskningsinstitutionerne.
- Myndighederne skal hjælpe og styrke iværksættere i fødevaresektoren, bl.a. gennem attraktive finansieringsmuligheder.
- Der skal skabes en strategisk eksportindsats, hvor samspillet mellem myndighederne og virksomhederne forbedres, så arbejdet med eksport til vækstmarkederne bliver tilrettelagt på den rigtige måde.
Vækstteamet forventer at offentliggøre sine anbefalinger i en rapport i slutningen af denne måned.