23948sdkhjf

Karup Kartoffelmelfabrik vil anlægge solcellepark

Karup Kartoffelmelfabrik vil anlægge 130 hektar solceller tæt på sin fabrik ved Karup.

Det skriver Midtjyllands Avis.

Sammen med energiselskabet Eurowind har virksomheden sendt en ansøgning til Viborg Kommune, der nu skal beslutte, om man vil give grønt lys til projektet.

- Vi ser det som en god mulighed for at få bæredygtig energi til vores virksomhed, siger Karup Kartoffelmelfabriks direktør, Martin D. Ravnsbæk, til avisen.

Med 130 hektar solceller vil man kunne levere strøm nok til 25.000 husstande. Det er mere end, hvad fabrikken skal bruge for at køre på grøn energi til sin produktion. Derfor vil der også blive sendt strøm ud i det almindelige elnet.

På nuværende tidspunkt er Viborg Kommune i dialog med Eurowind og kartoffelmelfabrikken om en forretningsmodel. Herefter skal politikerne tage stilling i sagen, skriver Midtjyllands Avis.

For et par uger siden skrev Viborg Stifts Folkeblad, at ansøgningen om anlægget var på dagsordenen i klima- og miljøudvalget, men her besluttede man at udsætte behandlingen.

"Projektets omfang og nærhed til Karup by vurderes at kræve et yderligere fokus på lokal forankring" lød det fra udvalget. Det betyder med andre ord, at man som borger sandsynligvis kommer til at kunne købe andele.

- Andre steder udbyder man jo ofte 40 procent. Ganske vist medregner man i forhold til det lokale medejerskab de 45 procent, som kartoffelmelfabrikken skal have. Men kartoffelavlerne her er jo langt fra alle lokale, siger udvalgets formand Eva Pinnerup (S) til Viborg Stifts Folkeblad.

Karup Kartoffelmelfabrik er allerede medejer af en 280 hektar stor solcellepark, der er på vej sydøst for Karup. Her er fabrikkens ejerandel dog langt mindre end i den nye park.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.046