23948sdkhjf

Dømt for at forfalske rapporter om livsfarlig bakterie

Ejeren og en tidligere ansat på den nu lukkede fiskefabrik Jelex Seafood er tirsdag blevet dømt for at forfalske listeria-rapporter om laks. 

Dommen fra Retten i Hjørring lyder på tre måneders betinget fængsel for dokumentfalsk til de to mænd.

Mændene blev dømt for at have forfalsket laboratorierapporter fra virksomheden, så positive listeria-test i stedet fremstod som negative.

Det skete i forbindelse med salg af samlet set 32,3 ton laksekød til udlandet.

Sagen blev oprullet i TV 2-programmet Operation X i 2018, hvor en ansat på fabrikken lavede skjulte lydoptagelser og udleverede virksomhedens forfalskede dokumenter.

De to mænd var tiltalt for fem forhold, og i en af sagerne var der eksempelvis ændret i produktbeskrivelse, produktionsdato, opbevaringsvejledning og holdbarhedsdato.

Fem år gav lidt rabat

Anklager ved Nordjyllands Politi Peter Møller Nielsen oplyser, at han er tilfreds med resultatet, selvom sager om dokumentfalsk normalt giver ubetinget fængsel.

- Det er en fem år gammel sag, og det havde jeg også taget med i mine overvejelser, siger anklageren, der procederede for tre måneders betinget fængsel.

Mændene blev dømt for alle fem forhold i anklageskriftet, og modtog efterfølgende dommen.

Den ansatte havde forfalsket papirerne, mens ejeren var bekendt med det, og instruerede den ansatte i hvilke rapporter det handlede om.

- Forklaringen var, at de stadig nægtede sig skyldige, men ville modtage dommen, da de ikke havde energi til at få sagen prøvet ved landsretten, siger Peter Møller Nielsen.

50 tilfælde om året

Listeria-bakterier kan føre til, at de, der spiser varen, får en listeriainfektion, hvilket kan vise sig som blodforgiftning eller meningitis hos personer med nedsat immunforsvar.

I Danmark ses der normalt omkring 50 sygdomstilfælde med listeria om året. Det fremgår af Statens Serum Instituts hjemmeside.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079