23948sdkhjf

Jysk eddikebryggeri er som en tidslomme

Randers huser landets eneste producent, der brygger sur dansk eddike på den gammeldags måde i bødkerlavede trætanke. Men bag facaden i den lille virksomhed med det aldrende produktionsapparat er der stor travlhed og vækst. 

At besøge eddikeproducenten i den kronjyske hovedstad er som at træde ind i en tidslomme. Ved indgangen står der på lågen: ”Aage Lanngs Fabriker” og nedenunder som undertitel: ”De Jydske Eddikebryggerier”. Sådan var stavemåden dengang, fabrikken på Slåenvej blev indviet i 1964, og hvor der dengang også blev produceret mineralvand og sodavand. Siden slutningen af 1990’erne har der kun været eddike på produktionsmenuen.

Da virksomheden blev bygget, blev der investeret hårdt i nyt produktionsudstyr i form af tre eddikedannere, som blev købt i Tyskland. De er bygget af en canadisk nåletræssort og udformet som syv-otte meter høje tanke. 

Alle tre dannere fra dengang er fortsat i brug og står for den biologisk fremstillede eddike, og det er håndværk. I 1976 blev der foretaget en noget nær kvantespringslignende investering i en moderne acetator, som den dag i dag står for den industrifremstillede, biologiske eddike. Acetatoren er også bygget i træ, men er dog computerstyret.

Vi skal lige have afsluttet historien, inden vi skruer tiden frem til 2023. Virksomheden, der er ejet af familien Eilersen, blev grundlagt i 1864 af Aage Lanng og er et resultat af flere fusioner mellem eddikeproducenter.

 De Jydske Eddikebryggerier er også kendt for sine trofaste medarbejdere. En af de første på lønningslisten på Slåenvej var Finn Christiansen, der fik sin far, brygmester Svend Aage Christiansen, som chef. 

Faren stoppede i 1977 med fejringen af sit 62-års jubilæum. Sønnen tog over som brygmester og driftsleder og sagde ved udgangen af 2022 farvel efter tro tjeneste i 58 år. Med generationsskiftet har produktionsleder Bente Kjeldsen nu fået overdraget ansvaret for de stolte produktionstraditioner. Til orientering har hun ”kun” 18-års anciennitet i virksomheden.

Lang vækstperiode

Bente Kjeldsen har således været en del af produktionen, der siden finanskrisen i 2008 – opgjort på volumen – er gået stille og roligt frem år efter år. 12 millioner liter detail-eddike blev der solgt i fjor, og det er rekord. Mest sælgende er den klare eddike. Tilbage i 2009 lå salget på 10 millioner liter.

Dagligvarekæderne står for 65-70 procent af omsætningen (heraf er en stor del private label), mens industrien står for den resterende andel. Sideløbende med fremgangen til kæderne har industrien i stort set samme periode også købt mere og mere ind hos den danske eddikeproducent.

- Hvis det fortsætter, som det har kørt de seneste år, kan vi ikke producere eddike nok og er nødt til at øge kapaciteten. Det samme gælder for den økologisk eddike, siger Bente Kjeldsen, der i alt har 12 kolleger i produktion, tapperi, pakkeri og kontor.

Fra årsskiftet har Aage Lanngs Fabriker fået svenske ICA som kunde og leverer et eddikesortiment til alle kædens butikker. I forvejen er der salg til Coop i Norge og en række islandske kunder. Tilgangen af den svenske storkæde er en af årsagerne til, at ejerne lige nu overvejer at investere i en ny acetator for at øge kapaciteten. Hvis planen bliver gennemført, skal den gamle acetator ifølge Bente Kjeldsen konverteres til økologisk produktion.

Eddike brygget på alkohol

Både acetatoren og de tre eddikedannere er i drift 24/7. Hvor acetatoren er knap tre dage om en produktion, er eddikedanneren syv dage. På sidstnævnte bliver der fremstillet gæringseddike. 

Hver 14. dag bliver der på matriklen leveret 30.000 liter alkohol på 95 procent. Af to omgange bliver der per gang pumpet 10.000 liter alkohol ind i toppen af eddikedanneren. Alkoholen bliver som i en roterende marksprøjte sprayet ud og siver ned gennem et lag af bøgetræsspåner, mens der nede fra bunden bliver pumpet luft ind i tanken. 

Med ilten bliver alkoholen langsom omdannet til gærpartikler, som igen bliver til eddikesyre. Når det flydende produkt har en alkoholprocent på 0,3, er det klar til tapning. Den færdigtappede eddike indeholder en eddikesyre på fem procent.

- Den eddike, vi leverer til detailkæderne, kommer fra eddikedannerne, mens den eddike, vi producerer i acetatoren, går til industrien. Den holder en højere syreprocent, og den fortynder industrien selv og sparer derved penge på transport. De største industrikunder får typisk leveret eddikesyre i tankvogne, forklarer Bente Kjeldsen.

Effektivitet i tapperiet

I tapperiet er der investeret i en ny linje, som næsten har fordoblet kapaciteten. Hvad medarbejderne før skulle bruge 16 timer på at tappe, kan de nu klare på otte og en halv time. På den nye tappelinje kører der tre forskellige plastflaskestørrelser igennem med et liters flasken som den suverænt mest populære. Den samlede tappevolumen er nu oppe på 8.000 liter i timen.

Næste tappelinje er også på trapperne. Bente Kjeldsen forventer, at den bliver taget i brug i løbet af efteråret 2024.

- Tappelinjen, der skal erstatte en ældre maskine, er til dunke (2,5 liter og 5 liter) med skruelåg. Dunkene sælger vi til detailhandel, industri og catering. Med investeringen forventer vi at kunne skabe effektivitet på tappelinjen og gå fra to til én mand, siger hun.

Derudover er der yderligere to tappelinjer, hvor der bliver tappet henholdsvis 10 liters dunke og eddike på glasflasker.

Også i pakkeriet, som nogle steder er fuldautomatiseret, er der planer om at øge produktiviteten ved at forlænge palletransporten helt ud til færdigvarelageret. I dag bliver pallerne kørt ud på lageret med truck.

- Vi er begyndt at investere igen, og det betyder, at vi får en langt mere spændende arbejdsplads. Der kommer til at ske mange forbedringer i produktionen. For 18 år siden, da jeg startede her, var der ingen, der havde forestillet sig, at vi skulle gå hen og blive en vækstvirksomhed, siger en storsmilende Bente Kjeldsen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094