Udnytter uforløst potentiale i kaffegrums: Nu skal iværksættervirksomhed stå på egne ben
At udvinde olie fra kaffegrums har vist sig at være en rigtig fin forretning.
Det kan Juan Medina og resten af ledelsen bag virksomheden Kaffe Bueno konstatere. Som den første iværksættervirksomhed, der har været en del af Alfa Laval Innovation House, skal de nu stå på egne ben.
Fakta om Alfa Laval Innovation House
- Alfa Laval Innovation House blev indviet i september 2019, hvor otte iværksættervirksomheder var en del af det 1.000 kvadratmeter store hus fra starten
- Blot ét år senere, i efteråret 2020, udvidede Alfa Laval konceptet med etableringen af Innovation Factory, som består af 3.000 kvadratmeter fordelt på både kontor, fælles laboratorie og flere maskinområder
- Formålet med både Innovation House og Innovation Factory er at understøtte iværksættervirksomheder, som først og fremmest beskæftiger sig med løsninger, der kan relateres til Alfa Lavals aktiviteter inden for varmeoverførsel, separation og væskehåndtering samt de overordnede temaer digitalisering og bæredygtighed
- Alfa Laval samarbejder med både Gladsaxe Kommune, Gladsaxe Erhvervsby, Copenhagen Business Hub, DTU og DTU Skylab i forbindelse med Innovation House
- Der er aktuelt 22 iværksættervirksomheder i Innovation House
Kilde: Alfa Laval
Kaffe Bueno bruger biprodukter fra kaffe - eksempelvis kaffegrums - og omdanner det til ingredienser til blandt andet personlig pleje, kosmetik og funktionelle føde- og drikkevarer.
- Som industriel startup findes der ikke mange steder, hvor man kan udvikle sin virksomhed fra et tidligt stadie. Derfor var Innovation House helt oplagt for os, fordi der både var den nødvendige fysiske plads og adgang til blandt andet laboratoriefaciliteter og -udstyr og ikke mindst støtte og sparring fra Alfa Lavals medarbejdere og divisioner, siger Juan Medina i en pressemeddelelse.
Hos Alfa Laval Innovation House ser man med stor tilfredshed på udviklingen hos Kaffe Bueno.
- Hele ideen med Innovation House er netop at skabe rammerne for, at startups kan udvikle deres virksomhed og produkter, så det med tiden kan skaleres.
- At den første startup nu har vokset sig stor og dermed er klar til at rykke ud og drive virksomhed i egne lokaler er derfor virkelig positivt, da det understreger hele formålet med at hjælpe iværksættere godt i gang, siger Henrik Jarl Røssel, der er ansvarlig for Innovation House hos Alfa Laval.
Stadig tæt samarbejde
Kaffe Bueno har allerede indtaget sine nye lokaler i Rødovre, men selvom de fysiske bånd nu er kappet til Alfa Laval, er døren ikke lukket i - tværtimod.
- Det vil ganske enkelt ikke give mening at understøtte en virksomheds udvikling i fire år for så at slippe den fuldstændig, understreger Henrik Jarl Røssel.
- Vi vil stadig gerne samarbejde om viden- og erfaringsudveksling, og på sigt kan det sagtens være, at det udvikler sig til et reelt, kommercielt samarbejde, supplerer Juan Medina.
Han og Kaffe Bueno fik i oktober 2020 tilført 8,2 millioner kroner fra fire investorer - og inden da blev også cirka 2,5 millioner kroner spædet til fra Innovationsfonden, Spring Nordic og Miljø- og Fødevareministeriet.
Dengang forklarede colombianske Juan Medina baggrunden for sit engagement i Kaffe Bueno med et uforløst potentiale i netop kaffegrumset, "som normalt ender på en losseplads eller brændes til produktion af biobrændsel".
Udover Juan Medina var også Camilo Fernandez og Alejandro Franco med til at stifte virksomheden i 2016. De står alle tre i dag også som direktører i virksomheden ifølge CVR.