23948sdkhjf

Stenrig tobaksfamilie har købt Løgismose

Fødevarevirksomheden Løgismose er tilbage på danske hænder: Svendborg-familien Halberg, der har en formue på over en milliard kroner, har købt virksomheden af den britiske kapitalfond IK Partners.

Det skriver Berlingske.

Familien Halbergs koncern med navnet Halberg A/S  har tjent sin formue på ikke mindst tobaksvirksomheden Mac Baren, men også via hoteldrift, regntøjsselskabet Elka og andre investeringer.

- Vi har i dag fire forretningsområder og har længe været på udkig efter et femte. Så dukkede Løgismose op som en fynsk virksomhed med en fantastisk og lang familiehistorie ligesom vores egen. De har stærke værdier og nogle fantastiske produkter. Det var et oplagt match,  siger Frederik Halberg, administrerende direktør og femte generation i familiekoncernen, til Berlingske.

Han ønsker ikke at oplyse, hvad familien skal betale for Løgismose.

Kapitalfonden IK Partners har ejet Løgismose siden 2015. Dengang købte briterne også madvirksomheden Meyers og fusionerede de to selskaber under navnet Løgismose Meyers. Det blev dog langt fra nogen succes, og i 2019 blev Løgismose Meyers skilt ad i de to oprindelige dele. 

IK Partners solgte i 2022 Meyers til engelske Westbury Street Holdings, mens Løgismose nu altså atter er dansk.

Løgismose med hovedkvarter i Broby på Fyn havde i det senest offentliggjorte regnskab - det for 2021 - et overskud på 24,8 millioner kroner. Omsætningen var på knap 490 millioner.

Ifølge Frederik Halberg bliver der ikke ændret på ledelsen i Løgismose, når handlen efter planen er endeligt på plads 31. august. Dermed er der lagt op til , at direktør Jesper Uggerhøj fortsat skal stå i spidsen for virksomheden.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093