Royal Unibrew i milliardhandel: Overtager hollandsk producent af læskedrik
Det danske bryggeri Royal Unibrew vil købe hollandske Vrumona af Heineken i en milliardhandel.
Det oplyser Royal Unibrew i en børsmeddelelse mandag.
Vrumona er den næststørste producent af læskedrik på det hollandske marked.
Prisen for selskabet lyder på 300 millioner euro svarende til lidt over 2,2 milliarder kroner.
Vrumona har produktionsfaciliteter i den hollandske by Utrecht og har omkring 325 medarbejdere. Sidste år havde selskabet en omsætning på knap 1,5 milliarder kroner. Driftsresultatet lød på cirka 186 millioner kroner.
- Vrumona bliver en ny vækstplatform for Royal Unibrew på det europæiske fastland og forventes at drive organisk indtjeningsvækst i de kommende år, oplyser Lars Jensen, topchef i Royal Unibrew, i meddelelsen.
Handlen er afhængig af en myndighedsgodkendelse på et af Royal Unibrews små eksportmarkeder, skriver selskabet.
Royal Unibrew forventer, at handlen bliver gennemført i september eller oktober i år.
Siden 1968 har Vrumona været ejet af Heineken. Det har egne brands som Royal Club, Sisi, Sourcy og Vitamin Water. Derudover har selskabet partnerbrands som 7 Up, Pepsi og Rivella.
Opkøbet vil derfor ifølge Royal Unibrew styrke samarbejdet med Pepsico, der blandt andet står bag Pepsi-sodavanden.
Royal Unibrew forventer, at det på sigt skal erstatte et forældet påfyldningsanlæg. Derfor forventer selskabet, at det vil tage "et par år", før det fulde vækstpotentiale kan blive udnyttet.
Det er ikke første gang de seneste år, at Royal Unibrew er på opkøbsjagt. I januar i år købte selskabet både bryggeriet og ølmærket Nørrebro Bryghus. Året før var det canadiske Amsterdam Brewery Company og Hansa Borg Bryggerier i Norge, der blev opkøbt af det danske bryggeri.
Royal Unibrew forsøgte også at købe Aqua d'Or-mærket fra den franske koncern Danone, men handlen faldt på gulvet.
/ritzau/