Schulstad tager nyt ferietrick i brug
Brødproducenten Schulstad har fået bekræftet den velkendte historie om, at mange danskere savner rugbrødet, når de er på ferie i udlandet. Og det kommer nu til at indgå i en ny markedsføringskampagne med navnet ”Ude godt - Rugbrød bedst”.
Schulstad oplyser således i en pressemeddelelse, at virksomheden i samarbejde med rejsekoncernen Spies tirsdag præsenterede chartergæster fra Aalborg Lufthavn for en gimmick, der skal afhjælpe deres rugbrødstrang på rejsen.
På vej sydpå fik de rejsende udleveret en "nødskive" - et stykke friskt rugbrød, der er vakuumpakket, og som kan hives frem den dag, hvor rugbrødstrangen er allerstørst.
- Vi havde en hypotese om, at mange danskere savner rugbrød, når de tager afsted på ferien. Derfor ender mange faktisk også med at pakke brød ned i kufferten og tage med. Med det in mente rakte vi ud til Spies for at høre, om vi ikke skulle igangsætte et stærkt samarbejde, der på en kreativ og sjov måde vil kaste lys over dette, siger Anne Sofie Snoer, der er marketingchef hos Schulstad.
Schulstad har foretaget en undersøgelse blandt 5.800 gæster i Spies’ såkaldte rejsepanel, og den viser, at 67 procent spiser rugbrød mindst fem til syv gange om ugen.
Undersøgelsen viser også, at sammen med vand fra hanen er det rugbrød, danskerne savner mest, når de rejser. Mere end hver fjerde af de adspurgte svarer, at de savner rugbrød på deres ferie, oplyser Schulstad.