Kolding-afdelingen opnåede at være det andet største blandt de 62 andelsslagterier, der var i Danmark i 1960’erne. Dengang blev der slagtet 360.000 grise om året, men det stoppede i 1990 - og i 2001 indstillede man alle slagtninger på kreaturslagteriet.
I stedet blev fabrikken omdannet til en ferskvareterminal, som leverer fersk kød til slagtere i supermarkeder i hele Jylland og på Fyn, ligesom man distribuerer varer for Dansk Supermarked.
Desuden er DC Kolding hjemsted for Guldrummet, Danish Crowns modningsrum for det gode gourmetkød og specialgrise, der blandt andet leverer kød til Jens Munch i Skagen og Slagter Broe i Gentofte og specialudvalgte delikatesser, der aftages af toprestauranter på Stjerneruten som Restaurant Mash, Søllerød Kro og Fakkelgaarden.
Desuden har DC Kolding sørget for kød til kongelige gallamiddage som Dronning Margrethes 70 års fødselsdag.
Rasmus Hansen er fabrikschef og han roser sine 55 medarbejdere for altid at være yderst fleksible:
- Når arbejdet kalder, og der er tryk på til jul, påske og andre ekstraordinære tidspunkter, så er de altid klar til at tage fat, lyder det i en meddelelse fra Danish Crown.