Målet er en milliardomsætning inden 2030. Men lige nu og her jubler Jakob Skovgaard, direktør for startuppen Planetdairy, over et større salg end forventet af selskabets to første produkter – pizzatoppings baseret på ost og planteingredienser – i Menys 111 butikker i Danmark.
- Vi tænker stort og internationalt og er sikre på, at markedet for mejeriprodukter er totalt forandret om 10 år som følge af den høje CO2-udledning fra mejeribranchen. Det kræver ny tænkning og ny teknologi, og her vil vi være blandt de første for at få erfaringer, vi kan bruge til at være på forkant. De to toppings, man kan få i Meny, er det første skridt. Det er dejligt, at der siden lanceringen midt i august er blevet solgt to gange den mængde, vi havde kalkuleret med, siger Jakob Skovgaard uden at ville nævne konkrete tal.