23948sdkhjf

Staten betaler for retssag om greenwashing mod Danish Crown

Udtrykket "klimakontrolleret gris" kommer for retten

En retssag imod Danish Crown, som beskyldes for at have vildledt forbrugerne ved at svøbe sig i grønne klæder, har fået offentlig støtte.

Civilstyrelsen har bevilget fri proces til Klimabevægelsen i Danmark og Dansk Vegetarisk Forening, som har anlagt retssagen om såkaldt greenwashing.

Det oplyser Dansk Vegetarisk Forening. I en pressemeddelelse siger generalsekretæren, at han er lettet over afgørelsen.

- At vi nu har fået fri proces til sagen viser, at sagen er berettiget, fordi den er principiel, siger Rune-Christoffer Dragsdahl.

Fri proces indebærer, at det offentlige betaler retsafgiften og udgifterne til advokat. Desuden vil staten dække sagsomkostninger til modparten, hvis man taber sagen.

Retssagen blev anlagt i 2021. Danish Crown beskyldes for at have vildledt forbrugerne ved at bruge udtrykkene "dansk gris mere klimavenlig, end du tror" og "klimakontrolleret gris".

Koncernen mener, at der er dækning for udtrykkene. Men i øvrigt er der nedlagt påstand om, at retten enten skal afvise sagen eller skride til frifindelse.

Sagen er blevet flyttet fra byretten i Randers til Vestre Landsret, fordi den anses for at være principiel.

Store spillere

Store spillere er gået ind i opgøret. Interesseorganisationen Landbrug & Fødevarer og Dansk Industri har stillet sig bag slagterikoncernen. På den anden banehalvdel har Forbrugerrådet Tænk meldt sig.

I forvejen har 1.700 personer besluttet at støtte retssagen økonomisk, og der er blevet indsamlet mere end 400.000 kroner, oplyser Dansk Vegetarisk Forening.

Det er advokat Marc Malmbak Stounberg fra Kontra Advokater, der fører sagen.

- Retssagen er den første af sin slags og kan derfor skabe en vigtig juridisk præcedens på området for greenwashing af fødevarer, nævner han i en pressemeddelelse.

Retsmøderne i sagen foregår i slutningen af november og i begyndelsen af december.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078