23948sdkhjf

Tidligere Magasin-ejer vil genoplive berømt pizzakæde i Danmark

Trods begrænset succes i Danmark vil tidligere Magasin-ejer Birgir Bieltvedt genåbne Domino's Pizza

Domino's Pizza har haft store problemer med at slå igennem i Danmark. Men nu vil en ny ejer gøre et forsøg.

Det skriver Børsen.

Det er ifølge avisen islændingen og den tidligere Magasin-ejer Birgir Bieltvedt, der skal forsøge at puste nyt liv i kæden i Danmark.

- Jeg ved, der er mange, der savnede kæden, da den blev lukket. For mig er det vigtigst at nulstille, starte langsomt op og sikre kvalitet og service, så vi får skabt tillid igen, siger Birgir Bieltvedt til Børsen.

Det var ham, der bragte konceptet til Danmark for første gang i 1997, og franchisetageren nægter at tro, at der ikke plads til kæden herhjemme.

Birgir Bieltvedt driver med andre lokale investorer Domino's i både Sverige, Norge og Island. Islændingen har også planer om at åbne kæden i Finland.

Til trods for at Domino's er verdens største pizzakæde, har den haft megen besvær med for alvor at bide sig fast i det danske marked. Kæden har de senere år været ramt af både konkurs og fødevareskandale.

Tilbage i juni oplyste pizzakæden, at den ville lukke alle sine 27 butikker i Danmark.

Det var det australske selskab Domino's Pizza Entreprises, der drev de danske butikker.

Det australske selskab købte de danske Domino's-butikker for 2,5 millioner euro, efter at de gik konkurs i marts 2019. Det svarer til en købspris på omkring 18,6 millioner kroner.

Siden har selskabet drevet dem som franchisetager fra det amerikanske Domino's Pizza International.

Det australske selskab driver over 3800 butikker i Australien, New Zealand og flere steder i både Asien og Europa.

Det har ifølge Domino's Pizza Entreprises ikke været muligt at tjene penge på det danske marked.

Nu skal den tidligere Magasin-ejer se, om det kan lade sig gøre for ham.

Birgir Bieltvedt fortæller til Børsen, at kæden til en begyndelse skal etableres i blot tre spisesteder.

Det første pizzeria åbner i december i Roskilde. Derefter vil to yderligere spisesteder åbne på Amager i København og i Hvidovre.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063