23948sdkhjf

Fire topkokke med til at udvikle "den nye, store ost"

Arla-mejeriet Troldhede, der producerer mejerikoncernens Unika-produkter, har taget fire danske topkokke med udviklingen af en helt ny hvidskimmelost.

Joachim Jæger fra À Terre, Christopher Sørensen fra Studio, begge i København, og Christian Nurup og Morten Friis fra Scheelsminde i Aalborg deltog således forleden i en fælles brainstorm med Arla Unikas team i Vestjylland, hvor ambitionen var at skabe "den, nye store ost".

Det fortæller Arla i en pressemeddelelse .

Hver kok havde testet en del oste i deres køkkener inden mødet, og så blev der ellers smagt, tænkt, talt tekstur og udseende og meget andet, nævner Arla.

Med til workshoppen var også en stribe mejerister, der står bag Arla Unika-produkter som Den Hvide Dame, Krondild, Ask og Drunken Dog. Mejeristerne er en del af holdet, der skal oversætte flyvske kokketanker til osterealiteter.

- Formålet med dagen er, at der bliver skabt 1-2 oste. Men den slags tager tid. I første omgang blev der brygget på et koncept for en ost, som så om 3-5 år er udviklet og klar til butikkerne. Den Hvide Dame stod for eksempel først på hylden tre år efter, at idéen opstod, konstaterer mejerikoncernen.

Nu er de første skridt til den næste Unika-ost så taget.

- Det var fantastisk at se niveauet af engagement og entusiasme fra de kokke, vi inviterede til Troldhede Mejeri. I Arla Unika brænder vi jo for ost, så vi nyder at få lov til at nørde det med andre, der er lige så begejstrede. 

- Samarbejdet med kokkene er uvurderligt, fordi de inspirerer og bidrager med deres unikke viden. Vi er sikre på, at workshoppen vil bringe os i retning af en ny og spændende Unika-ost, siger Svenja Troll Jørgensen, Arla Unikas marketing- og kommunikationschef.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093