23948sdkhjf

Fagboss opfordrer til, at man stikker af fra regningen hos Jensens Bøfhus

Restaurantkæden Jensens Bøfhus døjer i forvejen med utilfredse kunder, fordi Middelfart-milliardæren Peter Østergaard-Nielsen er medejer af kæden. 

Og nu kaster en afdelingsformand i Fødevareforbundet NNF Sydjylland, Peder Haahr Pedersen, en opsigtsvækkende bombe rettet med Jensens Bøfhus, skriver JydskeVestkysten.

”Til jer der skal på Jensens Bøfhus. Spis, æd og gå fra regningen. Det gør man i de kredse”, skriver fagbossen på sin Facebook-profil.

Opslaget sigter til, at Peter Østergaard-Nielsen ejer hovedparten af Nordic Waste, som er ramt af et enormt jordskred ved Randers. Et skred, som kan føre til en miljøkatastrofe. Selskabet har erklæret sig selv konkurs og ser derfor ud til at slippe for at betale for den voldsomt dyre oprydning i det jordskredsramte område.

I JydskeVestkysten fremhæver Peder Haahr Pedersen det moralsk forkastelige ved at løbe fra regningen i Randers, og han finder det helt i orden og proportionalt at opfordre til lovbrud med formuleringen ” Spis, æd og gå fra regningen”.

Jensens Bøfhus-direktør Anders Engdahl oplyste forleden til TV2 Fyn, at kæden har oplevet et stigende antal negative henvendelser i forlængelse af kunders sammenkædning af Nordic Waste og Jensens Bøfhus.

- Jensens Bøfhus er et selvstændigt selskab med flere ejere, og vi bestræber os på at give vores kunder en god oplevelse hver dag. Vi har intet med Nordic Waste-sagen at gøre, og er derfor heller ikke part i sagen. Vi kan derfor heller ikke forholde os til kritikken, konstaterede han i et skriftligt svar til tv-stationen.

Torben Østergaard-Nielsen ejer knap 17 procent af Jensens Bøfhus, men har ifølge cvr-registret 50 procent af stemmerettighederne.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094