23948sdkhjf

Chokoladefabrik frygter konsekvenserne af prisstigninger

De aktuelle prisstigninger på kakao sætter sig i øjeblikket hårdt hos chokoladeproducenterne. 

Det påvirker også Kathrine Andersen Chokolade, hvor direktør og indehaver Jakob Skovsgaard i et interview med Århus Stiftstidende fortæller om store ekstraudgifter.

Prisstigningerne får også chokolade-direktøren til at frygte, at forbrugernes søde tand i sidste ende rettes mod andre produkter.

- Hvis chokolade lige pludselig koster meget mere, så kan det være, at danskerne erstatter det med vingummier eller chokolade af dårlig kvalitet med en lille andel af kakao. Jeg håber det ikke, men det er det, vi indstiller os på, siger han til mediet.

I samme ombæring fortæller han, at han ikke forventer, at det vil ende "fatalt" for virksomheden.

Hårde år

For to år siden kunne Kathrine Andersen Chokolade i Aarhus præsentere et regnskab med et rekordoverskud på godt tre millioner kroner før skat. Året efter var der et plus på knap en million. Og i det netop offentliggjorte 2022/23-regnskab er overskuddet skrumpet til cirka 40.000 kroner før skat.

Alligevel erklærede Jakob Skovsgaard tilbage i oktober sidste år, at resultatet er tilfredsstillende, når man tager forventningerne i betragtning.

- Allerede for et års tid siden kunne vi godt se, at dette regnskab ikke ville komme til at se godt ud, med krigen i Ukraine og de stigende råvarepriser.

- Vi producerer private label-produkter for nogle brandowners med forholdsvis dyre varer, og de stigende priser ramte alle vores kunder. Når forbrugerne går rundt i en detailbutik og sparer ved at købe billig leverpostej, så går de ikke bagefter hen og kigger på dyre chokolader, konstaterede Jakob Skovsgaard til Food Supply.

Nyt forretningsben

Mens virksomheden nok også i nærmeste fremtid må kæmpe med kakaopriserne, så kan Jakob Skovsgaard fortsat se på et nyt forretningsben - med mindre kakao - med succes.

I begyndelsen af 2020 satte han gang i en stor småkageproduktion. 

Det fortalte han i oktober sidste år, hvor der på daværende tidspunkt var 5-6 ansatte i bageriet.

- Før sommerferien begyndte vi at lave frostvarer, og det går rigtig godt. Cookies og brownies på frost har været med til at løfte os ud af krisen, og samlet set udgør kageproduktionen nu 25-30 procent af vores omsætning, fortalte Jakob Skovsgaard.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078