Langt over forventning: Jysk mejeri nærmer sig to milliarder i rekordregnskab
Opdateret 9.40.
Siden 2020 har man øget omsætningen med hele 66 procent, og selv om priserne på mejeriprodukter er steget en del i den mellemliggende periode, er der tale om en betragtelig fremgang for Mammen Mejerierne.
Nu nærmer omsætningen sig hastigt de to milliarder kr. for den midtjyske mejerivirksomhed med base i byen af samme navn, der overvejende producerer ost i Mammen, Onsild og Drøsbro.
I 2023 steg det samlede salg med 10 procent til 1,84 milliarder kr. - langt over det forventede niveau for året - og driftsresultatet blev næsten tredoblet fra 22,5 til 60 millioner kr.
Resultatet efter skat blev mere end fordoblet til 40 millioner kr. - mod 13,6 millioner kr. i 2022.
Det er især i den sidste halvdel af året, at Mammen Mejerierne har præsteret over forventning:
- Forventningerne til 2023 var en økonomisk afmatning med faldende efterspørgsel som følge af en rekordhøj mælkepris i december 2022. Omsætningen blev estimeret i intervallet 1,3-1,5 milliarder kr. og et resultat før skat i niveauet 12-17 millioner kr. Den økonomiske afmatning blev ikke så markant som forventet og specielt i 2. halvår var der stor efterspørgsel på alle markeder. Samtidig lykkes det at vækste på handelsvarer og øge indtjeningen herpå. Ledelsen anser på baggrund heraf årets udvikling som tilfredsstillende, skriver man i årsrapportens ledelsesberetning.
Mammen Mejerierne eksporterer til i alt 60 lande.
Forventninger i den lave ende
Ledelsen i Mammen Mejerierne med adm. direktør Lars Staunsbæk i spidsen anlægger et forsigtig syn på udviklingen her i 2024, hvor forventningerne ligger under de realiserede tal fra 2023.
- Ved udgangen af 2023 er efterspørgslen fortsat på et højt niveau, og mælkeprisen forventes at være stigende i starten af året. Der ses dog tendenser til tilbageholdenhed i efterspørgslen specielt på eksportmarkederne. Der forventes på baggrund heraf en omsætning i intervallet 1,6-1,8 milliarder kr. og et resultat efter skat i intervallet 25-30 millioner kr. i 2024, står der i ledelsesberetningen.
Regnskabsår | 2023 | 2022 |
Valuta | DKK | DKK |
Nettoomsætning | 1840,6 | 1682,3 |
Bruttoresultat | 275,9 | 211,3 |
Resultat af primær drift | 60,5 | 22,6 |
Årets resultat | 40,3 | 13,6 |
Balancestatus | 565,7 | 575,5 |
Egenkapital | 228,1 | 197 |
Antal ansatte | 284 | 274 |
Kilde: CVR |