Slagterigigant slipper af krogen i politisag
I slagterigiganten Danish Crown har man nu mindst én bekymring mindre at forholde sig til.
En potentielt alvorlig udløber af den meget omtalte snart fire år gamle kampagne for den såkaldt "klimakontrollerede gris" er nu væk.
Ifølge Børsen har Østjyllands Politi nu opgivet at forfølge en sag, hvor NGO'en Greenpeace i marts 2023 anmeldte virksomheden og tre direktører - blandt dem adm. direktør Jais Valeur, som stopper, når der er fundet en afløser - for udsagnene i den gamle kampagne. Begrundelsen er, at sagen er forældet.
Politisagen kørte ved siden af en stor retssag, som to andre NGO'er, Klimabevægelsen og Dansk Vegetarisk Forening havde anlagt ved domstolene.
Trods en delvis domfældelse for greenwashing i Vestre Landsret, var den sag på vej mod Højesteret, da Danish Crown kastede håndklædet tidligere i år.
Læs også Danish Crown giver op i kampen mod vegetarer og klimafolk (food-supply.dk)
Hos Danish Crown ønsker man ikke at kommentere den nu droppede politisag, mens man hos Greenpeace er trætte af, at den nåede at blive forældet. Østjyllands Politi beklager:
- Vi gennemgik materialet i sagen nøje og forelagde sagen til Fødevarestyrelsen med henblik på at få en indstilling fra dem, da de er særmyndighed på området. Den proces er beklageligvis trukket ud, og vi forstår til fulde frustrationen over, at sagen nu er forældet, lyder et svar fra Østjyllands Politi til avisen.
Fødevarestyrelsen behandler stadig sagen.