Når GastroNord og Vinordic finder sted 6.-9. maj 2014, vil der være et større fokus på messen, end der tidligere er set. I de samme dage afvikles der nemlig i samme messecenter EM i gastronomi, Bocuse d’Or 2014.
Stockholm slog blandt andet København ud i kampen om at blive værtsby for det prestigefyldte Bocuse d’Or mesterskab til næste år. Stockholm har ambition om at gøre byen til Nordeuropas førende gastronomiske by med opbakning fra både den svenske regering og Stockholm Stad
Den store opmærksomhed, som et Bocuse d’Or mesterskab altid er omgærdet af, vil også smitte af på Stockholm Gastronomic Week, som arrangeres sideløbende med GastroNord-messen. Gastronomic Week finder til næste år sted for anden gang og består af særlige aftenarrangementer på restauranter, barer, hoteller og hos producenter af føde- og drikkevarer. Arrangørerne melder allerede nu om en større forhåndsinteresse end sidste gang.
Ligesom sidste gang finder GastroNord sted i messecentrets kæmpemæssige A-hal, mens hele Hal B denne gang er reserveret til Bocuse d’Or mesterskabet. Endelig afvikles også messen for øl- vin og spiritus, Vinordic, i de samme dage.
Fra dansk side sender vi kokken Kenneth Hansen fra Svinkløv Badehotel til at repræsentere Danmark ved næste års Bocuse d’Or. Det vandt han retten til i Bella Center den 27. januar i år.