Det absolut sidste morgenhold på Danish Crowns slagteri i Ringsted slagtede i formiddags ved 9.30-tiden den absolut sidste gris på det snart lukkede slagteri.
I alt nåede holdet at slagte et par tusinde grise, inden de sluttede arbejdet, oplyser Danish Crown-pressechef Jens Hansen. Ved 13-tiden var de fleste af medarbejderne stadig på slagteriet, hvor de sammen med deres ledere var i gang med at indtage pølser, øl og sodavand, fortæller pressechefen.