Familiefirma har investeret millioner i ny produktionslinje
En helt ny produktionslinje hos kiksproducenten Johannes Dam & Søn på Bornholm har mere end fordoblet kapaciteten. Der er tale om en investering på "adskillige millioner", skriver Bornholms Tidende.
Pengene er blandt andet brugt på en ekstra ovn, en ny røremaskine, der kan rumme 250 kilo, og ikke mindst udstyr, der skraber dejen ud af skålen, ruller dejen ud i pølser af fem kilo, sprøjter smør på og folder i 24 lag. En proces, der tidligere blev klaret med håndkraft.
Ifølge direktør Jacob Dam smed bageriet tidligere 20-25 procent af de færdigbagte Bormholmerkiks direkte ud, enten til forbrændingen eller til en landmand, der kunne servere dem for dyrene. Nu bliver kun omkring to procent af de færdige kiks smidt ud.
- Altså, jeg får 20 procent flere kiks ud af de samme råvarer, siger han til mediet.