23948sdkhjf

Sen påske får skylden for svigtende salg hos Royal Unibrew

Nordeuropæerne købte mindre øl og sodavand fra Royal Unibrew i første kvartal sammenlignet med sidste år

Påskens placering i april får en del af skylden for, at bryggerikoncernen Royal Unibrew solgte mindre øl og sodavand i Nordeuropa i første kvartal 2025 sammenlignet med samme periode sidste år.

Det fremgår af Royal Unibrews kvartalsregnskab.

Mængden af Royal Unibrews drikkevarer, der blev solgt fra januar til marts i de skandinaviske lande, Finland og de baltiske lande faldt med otte procent.

Royal Unibrews nettoindtægter landede på 2,04 milliarder kroner i Nordeuropa. Det er seks procent mindre end nettoindtægterne i første kvartal 2024.

Påsken med de traditionelle påskefrokoster er normalt en god tid for bryggerierne. Sidste år lå påsken i marts, og nordeuropæernes køb af øl og sodavand omkring højtiden indgik dermed i regnskabet for første kvartal.

Men i år lå påsken i april og indgår altså ikke i førstekvartalsregnskabet.

Mens lysten til øl og sodavand fra Royal Unibrew faldt i Danmark og det øvrige Norden i første kvartal, steg forbruget uden for Nordeuropa.

Vesteuropa købte 15 procent mere øl og sodavand i første kvartal i år sammenlignet med samme periode i 2024.

Vesteuropa omfatter her Holland, Belgien, Luxemburg, Frankrig og Italien.

På markederne uden for Nord- og Vesteuropa blev der købt 10 procent flere drikkevarer fra Royal Unibrew.

Overordnet voksede Royal Unibrews driftsresultat før renter og skat med fire procent fra 210 millioner kroner i første kvartal sidste år til 219 millioner kroner i de første tre måneder af 2025.

I en meddelelse beskriver den danske bryggerikoncern "et fortsat udfordrende forbrugermiljø og en høj grad af usikkerhed".

Her henviser Royal Unibrew til USA's indførelse af nye, forhøjede toldsatser.

- Mens vores eksponering for amerikansk import/eksport er begrænset, er de afledte effekter på de globale økonomier og forbrugerstemningen svære at forudsige på dette stadie, skriver Royal Unibrew.

Koncernens administrerende direktør, Lars Jensen, siger samtidig, at regnskabet for første kvartal er i tråd med Royal Unibrews forventninger.

- Set i lyset af den afdæmpede forbrugertillid på tværs af vores primære markeder, en hel uge med strejke i slutningen af marts i Finland og påskens placering, som påvirker første kvartal negativt, er vi tilfredse med vores aktiviteter og finansielle præstation, siger han i meddelelsen.

Royal Unibrew er den næststørste bryggerikoncern i Danmark, hvor den ejer bryggerierne Albani, Ceres, Faxe og Maribo Bryghus. Koncernen har desuden en række bryggerier i udlandet.

Hovedkontoret ligger i Faxe.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.096