"Der er flow nu" – Slagterigigant næsten tredobler overskud trods faldende omsætning

Ticans omsætning falder igen i år, denne gang med omkring 100 mio. kr. Men administrerende direktør Steen Sønnichsen virker ikke bekymret.
- Det er et skridt i den rigtige retning, siger han.
Tican udsendte fredag morgen en pressemeddelelse i forbindelse med deres regnskab, der endnu ikke er tilgængeligt på cvr.
Slagteriet, der er Danish Crowns største konkurrent, er da også gået frem på bundlinjen.
Fra underkanten af 80 mio. kr. til 227,2 mio. kr – hvordan er det lykkedes?
- Det er et resultat af mange ting, siger Steen Sønnichsen.
Æren tilfalder både færre omkostninger, effektiviseringer, et øget salgsfokus på Europa med mere, ifølge den administrerende direktør.
Er faldet i omsætning forbi?
- Ja, vi kører fuld kapacitet på vores slagterier nu. Vi har længe vidst, at vi har skullet få grise, det er jo alt sammen på årskontrakter. De kommer løbende ind. Der er flow nu, siger Steen Sønnichsen.
Det har der ikke hele tiden været.
Hvad med bundlinjen?
Steen Sønnichsen siger, Tican i 2024's første otte måneder var udfordret af, der kom for få grise ind på deres slagterier. Men udviklingen vendte i de sidste fire måneder, og den fortsætter ind i 2025.
- Heldigvis, siger Steen Sønnichsen.
Derfor vil Tican i efteråret øge med toholdsskift. Tican-direktøren siger, at en realistisk prognose for 2025 er 3,7 til 3,8 mio. slagtegrise, hvilket vil være en stigning på over 1 mio. grise ift. 2024, hvor Tican slagtede 2,5 mio. grise.
Den stigning forventer han fortsætter i 2026, hvor Tican kan nå op på 4,3 mio. grise.
- Alt efter udviklingen, siger Steen Sønnichsen.
- Jeg er optimistisk. Det vil betyde en ret stor stigning i omsætning.
Alligevel er han forsigtig, når der spørges ind til, hvad det vil betyde for Ticans overskud. For jo, Tican skal tjene penge, så de kan investere og effektivisere. Men han mener, det er en balancegang, hvor slagterriet samtidig skal sikre en konkurrencedygtig pris til landmændene.
- Det, der er vigtigt, er, at vi investerer i at betale alt ud på noteringen, vi kan.
Noteringen er steget de sidste uger og er nu i et leje, hvor den er konkurrencedygtige med den tyske. Det skyldes blandt andet Danish Crowns historiske prishop i uge 19.
- Det ser ikke skidt ud lige nu, siger Steen Sønnichsen.
- Alle slagterier giver et positivt ryk, og det er dejligt positivt – så grise bliver i Danmark.