23948sdkhjf

Bagemastodont investerer i fremtidens brødforbrug – driften under forventning

En større analyse af danskernes brødvaner har påvirket årets resultat, mens fald i private label-salg og prisjusteringer trækker omsætningen ned

Hvordan spiser danskerne brød i 2050 – og hvordan producerer man det?

Det spørgsmål har Lantmännen Schulstad i 2024 brugt betydelige ressourcer og investeringer på at undersøge. Resultatet er en ny analyse, der sætter spor i årsregnskabet.

For første gang under direktør Pernille Bang-Löwgrens ledelse går brødproducenten tilbage i både omsætning og resultat af den primære drift.

Schulstad er en af Danmarks største producenter af brød og bagværk og en del af den svenskejede koncern Lantmännen. Produktionen foregår på flere bagerier rundt om i landet, og virksomheden beskæftiger flere hundrede medarbejdere.

Drift under ambition

I 2024 gik omsætningen tilbage med 53,2 mio. kr. og landede på1.136 mio. kr.

Resultatet af den primære drift falder lidt over 1 mio. kr. og lander på 52,7 mio. kr. – under den opstillede ambition på 55 til 65 mio. kr.

Og det er netop analysen, Pernille Bang-Löwgren peger på, når hun skal fremhæve en ting, der har trukket driftsresultatet under ambitionen.

- Det er vigtigt for os at forstå, hvordan danskerne spiser brød i fremtiden, hvis vi skal træffe de rigtige beslutninger om vores produktion, siger Pernille Bang-Löwgren.

Hun vil ikke ud med, hvad den har kostet – der må læseren selv regne på, hvordan det kan have påvirket resultatet af den primære drift – men hun vil gerne dele lidt ud af, hvad Schulstad har lært om danskernes fremtidige madvaner.

Brød til 2025 og 2050

I flere år har der været snak om, at der er en fremherskende snacking-kultur i Danmark. Det bekræfter Schulstads nye undersøgelse, og Pernille Bang-Löwgren siger, at frokosten, som de fleste nok forbinder med rugbrød, ikke nødvendigvis er et samlet måltid i fremtiden. Danskerne spiser flere og mindre måltider.

Mens madredaktør Mette Mølbak i Politiken går til angreb på snackkulturen og opfordrer til, danskerne igen spiser mere rugbrød, vil Schulstad hellere se, hvordan de kan omfavne snacking.

- Det vil indgå i kommende års produktudvikling. Analysen giver os vigtig viden om, hvordan danskerne bruger brød nu, og hvordan de tænker om brød i fremtiden, siger Pernille Bang-Löwgren.

Det handler ikke kun om at producere det rigtige brød i 2025. Det handler også om 2050 – måske endda 2065. For når Schulstad investerer i deres produktionsapparat kan de nye bagelinjer stå i op til 40 år frem. Derfor skal de kunne producere til fremtidens forbruger.

De beslutninger er ikke truffet endnu, men vil fremover blive informeret af deres analyse.

Brødmarkedet går sine egne veje

Pernille Bang-Löwgren peger på to årsager til den lavere omsætning.

Tilbage i 2023 besluttede Schulstad sig for at sænke deres salgspriser, og det påvirkede også omsætningen i 2024. På spørgsmålet om, hvorfor Schulstad valgte at sænke prisen, svarer Pernille Bang-Löwgren, at de løbende regulerer deres priser. Både op og ned.

- Det har vi gjort i mange år.

Den anden faktor er et faldende salg i private label brød, der udgør omkring 20 pct. af deres samlede salg.

Her forklarer direktøren, at Schulstad har tabt nogle udbud til konkurrenter i tilfælde, hvor de ikke har været konkurrencedygtige på prisen. Men det giver ikke anledning til en ændring i strategi.

- Sådan er det, siger Pernille Bang-Löwgren.

Til gengæld har Schulstads salg af mærkevarebrød endnu engang været stigende i 2024, hvilket bidrager positivt til årets omsætning.

Pernille Bang-Löwgren fortæller endvidere, at modsat det billede, der tegner sig i store dele af fødevarebranchen, er private label ikke en voksende kategori indenfor brødmarkedet.

- Vi er tilfredse, selvom der er en lille tilbagegang. Det er i tråd med vores forventninger, og vi vidste, at det kunne svinge lidt op og ned, siger hun.

LANTMÄNNEN SCHULSTAD A/S
Regnskabsår 2024 2023 2022
Valuta mio. DKK mio. DKK mio. DKK
Nettoomsætning 1136,2 1189,4 1080,7
Bruttofortjeneste 471,4 456,8 425,4
Resultat af primær drift 52,7 53,7 43,8
Resultat før skat 57.2 54,3 42,3
Årets resultat 44,9 41,2 34,6
Balancestatus 778,4 737,7 666,3
Egenkapital 519,3 474,3 433,0
Antal ansatte 559 582 585
Kilde: CVR

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093