23948sdkhjf

Fyrre år som førende med forårsruller i Tyskland

Daloon ligger også godt i tyske maver, men ikke uden en vis rumlen på et meget presset marked.

Styrk eksporten til Tyskland: I denne uge fortæller danske virksomheder i fødevarebranchen til Food Supply om deres erfaringer på det tyske eksportmarked.

Daloons kinesiske grundlægger Sai-chiu Van kom allerede til Danmark for at studere før Anden Verdenskrig, og da Japan invaderede Kina i verdenskrigens optakt, besluttede han sig for at blive i Danmark.

I 1960 begyndte Sai-chiu Van at fabrikere forårsruller i sin kælder nord for København, og 10 år senere var virksomheden vokset så stor, at den måtte flytte til den nuværende fabrik i Nyborg.

I 1973 - for nøjagtigt 40 år siden - gik man ind i Vesttyskland, og siden indtoget dengang er det på trods af bølgeskvulp gået jævnt fremad.

Kongen af forårsruller i Tyskland
Daloon, som eksporterer til en række europæiske lande, afsætter cirka 40 procent af hele sin produktion til Tyskland, og i Tyskland sidder man tungt på markedet for frosne forårsruller.

Kommerciel direktør Bjarne Dahl vurderer, at man ikke har tyske konkurrenter på det tyske marked, hvor Daloon sidder på
mere end halvdelen, men at der er tre hollandske konkurrenter, som må slås om resten.

Det har været helt afgørende for Daloon, at man har tilpasset sig tyske forbrugeres smag.

I Danmark vil forbrugerne have oksekød, men i Tyskland foretrækker de Kylling eller blot grøntsager, siger Bjarne Dahl.

- Og i Tyskland skal det være mindre krydret og mindre saltet. Det er de væsentligste ting, vi er opmærksomme på.

I Tyskland sminker man på pakken
I tyske frysediske finder man heller ikke de samme emballager, som man finder i Danmark.

I Danmark bliver man straffet af forbrugerne, hvis maden er sminket på emballagen. I Tyskland skal billedet derimod strutte af friskhed og farver, selv om det er overdrevet smukt.

- I Tyskland har man vænnet forbrugerne til, at der er pyntet på emballagen. Man bruger i langt højere grad fotokosmetik.

Store kunder - stor betydning
I Tyskland er markedet hårdt presset på priserne, og det mærker Daloon, som sommetider løber ind i økonomiske øretæver. For selv om Daloon overordnet har vundet kunder over de forgangne 40 år, så er det bestemt ikke uden nedture undervejs.

- År for år kan det betyde enormt meget for kurven, om vi vinder eller taber en detailkæde.

Sådan en kæde mistede Daloon i 2010, og det blev en kæmpe mavepuster for Daloon, som fra 2010 til 2011 mindskede sit overskud fra 13 til cirka 4 millioner kroner.

Derfor går man ifølge Bjarne Dahl langt for at blive i varmen og dermed i fryserummet hos de detailkæder, Daloon befinder sig på tysk forbundsplan. Også selv om det gør økonomisk ondt.

- I Danmark kan man i højere grad ordne tingene i fællesskab, når man handler, men i Tyskland må man tage et tilbud eller lade være, siger han.

Alligevel er forårsrullen i Tyskland ikke væsentlig billigere, end den er i Danmark, hvor man bruger langt flere penge på markedføring per rulle, end man gør i Tyskland, hvor forbundsdækkende reklamekampagner er så dyre, at Daloon holder sig i skindet.

- Vi har stadig et fornuftigt dækningsbidrag, siger Bjarne Dahl.

Artiklen er en del af temaet Tyskland.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094