23948sdkhjf

Efter 23 år er der rokade i toppen af Danish Crown-selskab

Guillaume Latourrette overtager posten efter Jan Roelsgaard, som har stået i spidsen for Danish Crowns datterselskab i 23 år

Der er nye ansigter i toppen af Danish Crown for tiden.

Dagen efter, slagteriet i går kunne fortælle, Jamie Dunning får ansvaret for den britiske forretning, har slagteriet nu ansat Guillaume Latourrette som ny administrerende direktør for DAT-Schaub, global markedsleder inden for blandt andet naturtarme til pølseproduktion.

Det oplyser Danish Crown i en pressemeddelelse.

Guillaume Latourrette afløser Jan Roelsgaard, der har været i DAT-Schaub i 36 år – heraf 23 år som øverste chef. Roelsgaard stopper før en ny strategiperiode i selskabet.

– Guillaume har stor international erfaring og en rigtig god forståelse for både forretning og mennesker. Han har vist, at han kan samle organisationer, sætte en retning og få tingene til at ske i praksis, udtaler Anders Aakaer Jensen, Group CFO i Danish Crown, i pressemeddelelsen.

Latourrette kommer fra en stilling som Senior Vice President hos svenske Ahlstrom. Han har tidligere haft ledende poster i Oatly, Tetra Pak og Amcor. Med over 20 års erfaring i fødevare- og emballagebranchen skal han nu lede en virksomhed med datterselskaber i 17 lande og 3.800 ansatte.

–Jeg ser frem til at videreudvikle forretningen sammen med et erfarent globalt team og til at bygge videre på den stærke kultur og de partnerskaber, som Jan Roelsgaard har været med til at opbygge gennem årene, siger Guillaume Latourrette i pressemeddelelsen.

Jan Roelsgaard har stået i spidsen for DAT-Schaub, mens virksomheden er vokset til en af verdens førende leverandører af naturtarme. Samtidig er den blevet en vigtig leverandør af råvarer til medicinalindustrien.

Guillaume Latourrette begynder den 7. oktober. Han får base i København og indtræder samtidig i Danish Crowns globale ledelsesteam.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063