23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Food Supply
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Wegovy-bølge trækker salget i Arlas guldæg med op

Arla Foods Ingredients har i flere år været et regulært guldæg for mejerikoncernen. For tiden er vestlige forbrugeres sult efter at tabe sig med til at øge omsætningen

Mejerigiganten Arla Foods’ lukrative datterselskab Arla Foods Ingredients (AFI) får for tiden en hjælpende hånd fra den danske medicinalkoncern Novo Nordisk.

Selskabet, der forarbejder og sælger valleprotein til fødevareindustrien, mærker nemlig, at vestlige forbrugere i stigende grad tager vægttabsmidler som Wegovy og Ozempic til sig.

Det fortæller adm. direktør i Arla Foods Ingredients, Luis Cubel, til branchemediet AgriWatch.

- Noget, som i særlig grad understøtter vores nuværende vækst, er hele det danske eventyr omkring Wegovy og Ozempic. Vi havde set det komme i AFI, men det er faktisk kommet med en langt større kraft end forventet,siger Luis Cubel til mediet.

Hvor udsigten til øget brug af slankemidlerne har fået flere fødevareselskaber op på tæerne grundet ændrede vaner hos forbrugerne, ser Arla-selskabet vækstmuligheder i, at folk går mere op i ernæring og sundhed.

Selskabets adm. direktør ser f.eks. potentiale på det amerikanske marked, som han tidligere har udpeget som verdens største marked for valleprotein. Her er appetitten på slankemidler særligt udbredt, og det åbner døren for fødevareindustriens proteinprodukter, forklarer han.

- Hele rejsen omkring GLP-1-medicinering gør, at der kommer et helt andet behov for ernæring. I USA er ca. 10 pct. af befolkningen på den type medicinering, og når man taber sig hurtigt, så skal man have noget, der understøtter, at man kan genopbygge muskelmasserne igen, siger Luis Cubel til AgriWatch og fortsætter:

- Dem, der udskriver medicinen, anbefaler ofte, at det allerbedste er at tage valleproteiner.

AFI, et datterselskab under Arla Foods, har siden stiftelsen vist sig som en gedigen vækstcase for mejerikoncernen. 

Selskabet forædler valle – et tidligere restprodukt fra Europas ostemejerier – og skaber proteinholdige ingredienser, som sælges til fødevarevirksomheder samt til Arlas egne brands.

I mange år har profitmarginerne for den type forretning været betydeligt højere end andre steder i mejeribranchen.

Ud over at levere proteiner til sundhedssegmentet oplever AFI også vækst fra sportsdyrkende mainstreamforbrugere, der f.eks. efterspørger proteinshakes og -barer.

AFI hænger dog ikke sin hat alene på slankemidler, men ser generelt muligheder i forbrugere, der får større fokus på ernæring og sundhed. I øjeblikket finder selskabet omkring 15 pct. af sin afsætning inden for ”sundhedssegmentet”.

- Hvis du bare går frem mod 2030, så kommer vi til at se vækstrater, der er tocifrede. Så de er minimum på 10 pct årligt og kan godt blive lidt højere, siger Luis Cubel.

I første halvår af 2025 voksede omsætningen i AFI med 53,7 pct. sammenlignet med samme periode i 2024. Toplinjen landede på 5,4 mia. kr. fremgår det af moderkoncernen Arla Foods’ seneste halvårsregnskab, der blev offentliggjort i august. I perioden har Arla Foods Ingredients lagt 865 mio. kr. mere til omsætningen, hvis man ikke tæller det rekordstore opkøb med, som selskabet lavede i 2024.

Se nøgletal for: {{ company.name }}
BREAKING
{{ article.headline }}
0.062