Mens valgkampen bimler og bamler, samler lovforslagene støv inde på Christiansborg.
I alt 49 af slagsen nåede ikke at blive vedtaget, inden statsminister Mette Frederiksen (S) i sidste uge meldte ud, at danskerne skal til stemmeurnerne 24. marts.
Dermed bortfalder de helt automatisk.
AnnonceDet skriver Kristeligt Dagblad.
På listen over sløjfede forslag finder man blandt andet afskaffelsen af afgifterne på sukker, chokolade og kaffe, et nyt fradrag på motions- og musikundervisning og forhøjelsen af det ekstra beskæftigelsesfradrag for seniorer.
Der er dog intet underligt ved situationen, lyder det fra Jørgen Grønnegård Christensen.
Han er professor emeritus i offentlig forvaltning ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet.
Annonce- Det står i Grundloven, at i det øjeblik, der er udskrevet valg, så bliver de normale forretninger i både ministerierne og i Folketinget suspenderet.
- Så det er lige ud ad landevejen og business as usual, siger Jørgen Grønnegård Christensen.
Selv om lovforslagene bortfalder, betyder det ikke, at de er taget helt af bordet, forklarer professoren.
- Vi ved jo ikke, hvad udfaldet af valget bliver. Men mange af lovforslagene er forankret i brede politiske aftaler, og de aftaler består som udgangspunkt efter valget. Det vil sige, at den nye regering vil genfremsætte dem, siger han.
AnnonceJørgen Grønnegård Christensen understreger, at det ikke kan udelukkes, at en ny regering vælger at droppe de fremsatte forslag.
- Men den umiddelbare forventning fra min side vil være, at når valget er overstået, og vi har fået ny regering, jamen, så dukker forslagene op til overfladen igen, fastslår han.
Netop det løfte vil Socialdemokratiets politiske ordfører, Christian Rabjerg Madsen, gerne give til vælgerne på vegne af sit parti.
- Vi kommer til at genfremsætte forslagene, hvis vi kommer i regering igen. De aftaler, vi har indgået, og de nye initiativer, vi har sat i gang, holder vi fast i, siger han og fortsætter:
Annonce- Det er helt almindelig parlamentarisk praksis, at lovforslag bortfalder ved udskrivelse af et valg. Men det betyder ikke, at vi ikke står ved vores aftaler. Det gør vi selvfølgelig.
Christian Rabjerg Madsen er personligt særligt investeret i afgiftsnedsættelserne, skærpede straffe på dyrevelfærdsområdet og beskæftigelsesfradraget til seniorer.
- Men alle lovforslagene er vigtige. Hvis ikke vi mente, de var vigtige, havde vi ikke fremsat dem, siger ordføreren.
AnnonceFolketingsvalget finder sted tirsdag 24. marts.
/ritzau/
Disse lovforslag forsvinder
* Her er et udpluk af de i alt 49 lovforslag, som bortfalder på grund af valget:
* Strafskærpelse for overtrædelser af regler om miljøbeskyttelse.
* 18-års aldersgrænse for solariebrug og styrket alderskontrol mod nikotin.
* Obligatorisk mobilfri politik på skoler.
* Forbud mod fætter-kusine-ægteskaber.
* Afskaffelse af afgiften på chokolade, sukker og kaffe.
* Nulmoms på bøger.
* Forhøjelse af ekstra beskæftigelsesfradrag til seniorer.
* Motions- og musikundervisningsfradrag.
* Forlængelse af forældelsesfristen i ministeransvarlighedsloven.
* Strafskærpelser på dyrevelfærdsområdet.
* Nedlæggelse af Danmarks Evalueringsinstitut.
Kilde: ft.dk.
/ritzau/
Ritzau