FF Skagen har indledt samarbejde med en af verdens største lakseproducenter og skal fremadrettet rense al den fiskeolie, som nordmændene bruger i foderet til deres lakseopdræt.
FF Skagen indviede for nogle år tilbage det anlæg, der kan rense fiskeolie for blandt andet dioxin og pesticider.
- Vi er stolte over, at vi nu kan markedsføre et nyt produkt og samtidig har indledt dette samarbejde med Marine Harvest. FF Skagen har været i stand til at rense fiskeolie siden 2005, fortrinsvis fisk fra Østersøen, når det har vist sig nødvendigt. For os er det endnu et vigtigt skridt i den retning, at vi produktudvikler i samarbejde med vores kunder og deres kunder, men naturligvis også fordi det er vor virksomheds profil at skærpe fokus på sikkerhed og sundhed samt dokumentation for denne, understreger CEO i FF Skagen, Johannes Palsson.
Johannes Palsson henviser til, at ud over Marine Harvest får også verdens øvrige fiskefoderproducenter fremadrettet mulighed for at benytte FF Skagens teknologi.