Fremtidsforsker Birthe Linddal og Mejeriforeningen lancerer i fællesskab en ny kampagne, der primært har til hensigt at få de yngre generationers øjne op for den klassiske Danbo-ost. Det skriver Landbrug og Fødevarers fødevaremedie Foodculture.dk
Danbo-osten var ellers af selvsamme fremtidsforsker dømt ude for nogle år siden, men hun er nu klar til at kæmpe for den gule ost sammen med Mejeriforeningen.
- Danbo-osten trænger til at blive støvet af og trukket ud i solskinnet. Kampagnen skal sætte den danske klassiker ind i en mere moderne sammenhæng. Vi vil gerne gøre opmærksom på Danbo og inspirere til at bruge osten på nye måder, fortæller chef for strategi og udvikling i Mejeriforeningen, Jan Hermansen, til FoodCulture.dk.
Ifølge Birthe Linddahl skal Danbo-osten gøres mere moderne og bevæge sig væk fra sit image som "morgenmadsost". Den tråd følger kampagnen, der blandt andet fokuserer på brug af Danbo til gratinering, i saucer eller som snack-ost.
