Stigende fund af resistente MRSA-bakterier i danske svinebesætninger vækker også opsigt i Norge. Det får nu Norgesgruppen, der er den største aktør i den norske detailhandel, til at genoverveje importen af dansk svinekød. Det skriver Dagens Næringsliv.
- Antibiotikaresistente bakterier er noget, som bekymrer os, men i denne sammenhæng lægger vi stor vægt på signalerne fra Mattilsynet, som siger, at det er sikkert at importere svinekød fra Danmark. Trods den besked vil vi foretage vores egen vurdering af importen af specielt svinekød fra Danmark. Niveauet for antibiotikabrug i danske svinebesætninger er bekymrende højt, siger Bård Gultvedt, direktør for næringspolitik og myndighedskontakt hos Norgesgruppen.
Hos Rema 1000 og Coop sælger man ikke dansk svinekød, men begge steder er man meget optaget af problematikken, da der blandt andet importeres svinekød fra andre EU-lande.
Sidste år importerede Norge 2.600 tons svinekød fra Danmark. Det meste af dette er forædlede produkter og råvarer til brug i produktion af for eksempel pølser. Næsten 600 tons var dog rent, ubehandlet svinekød.
                