23948sdkhjf

Sun Lolly byder trekantede kopier velkommen

Skærpet kamp om forbrugerne løfter kategorien, mener man hos Co-Ro Food, som har fået øget konkurrence.
For blot to år siden var Co-Ro Food i Frederikssund alene på det danske marked med den ikoniske Sun Lolly-is, som danske Co-Ro Food lancerede første gang i 1979. Men efter mere end 30 år uden direkte konkurrence fik den trekantede sodavandsis konkurrence i år fra hele to udfordrere.

Konkurrencen ryster dog ikke Co-Ro Foods administrerende direktør Ole Jørgensen.

- Al konkurrence er fornuftigt. Får vi ikke konkurrence, så falder vi i søvn, siger Ole Jørgensen.

Sidste år lancerede Geia Food sit selvfrysprodukt Freezy Monster, og denne sommer har også Rynkeby solgt trekantede frys-selv-is i danske detailbutikker.

Troværdig for forbrugerne
Det er tilfældigt, at Rynkeby er kommet på banen netop i år, siger marketingdirektør Jørn Falk.

- Vi kunne have gjort det for ti år siden. Når det tilfældigvis sker nu, så skyldes det vores egne prioriteringer hos Rynkeby, siger Jørn Falk.

Rynkeby valgte at udfordre den kendte Sun Lolly-is, fordi produktet læner sig tæt op af det, Rynkeby i forvejen mestrer.

- Både hvad teknisk know-how og ud fra hvilke produkter, forbrugerne forestiller sig, at Rynkeby kan lave. Forbrugerne synes, at Rynkeby er troværdig inden for denne kategori, fordi vi har den frugtposition, vi har. Der er også væsentlig mere frugt i vores produkt, end der er i de eksisterende, siger Jørn Falk.

Han vurderer, at forbrugerne har taget godt imod Rynkebys nylancering, men første år er svært, når det kommer til indtjening, påpeger Jørn Falk.

En god is-sommer
Hos Co-Ro Food er man derimod pænt tilfreds med årets indtjening på frys-selv-is

- Det er en meget vejrbestemt forretning. Har man en god sommer, har man et godt salg, så det er ingen tvivl om, at det totale salg er steget en del i år, siger Ole Jørgensen.

Han mener ikke, at den pludselige konkurrencesituation har gjort det sværere for Co-Ro Food og Sun Lolly. Tværtimod.

- Når der kommer en konkurrencesituation, så stiger interessen for segmentet.

Både Rynkeby og Co-Ro Food er allerede ved at ruste sig til næste sommers konkurrence og lover nye varianter på hylderne.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079