Videnscenter for Landbrug forventer, at mælkeprisen lander på 2,65 kroner pr. kilo – det vil sige et fald på 35 øre pr. kilo fra den nuværende pris på 3 kroner - og det kommer til at gå hårdt ud over landets mælkeproducenter, skriver DR Midt & Vest.
Umiddelbart lyder det ikke af meget, men det betyder, at en typisk landmand vil tabe omkring 750.000 kr. og at ni ud af ti mælkeproducenter må se langt efter lønnen næste år.
- Vi havde det hårdt i forvejen med at tjene penge på vores mælk, så det her bliver ikke rart, siger Rick Van Heesch fra Skive, der er bestyrelsesmedlem i danske mælkeproducenter.
Videnscenter for Landbrug regner med, at 60 procent af mælkeproducenterne kommer til at øge deres gæld.