Stadig flere virksomheder forsikrer sig mod tilbagekaldelser af produkter. Især fødevareindustrien forsøger at dække sig helt ind. Forsikringselskabet If har gennem de seneste år oplevet en tredobling af antallet af firmaer, der ønsker en forsikring mod tilbagekaldelser, skriver Finans.dk.
- Det er en meget alvorlig sag, når eksempelvis en rullepølseproducent må tilbagekalde produkter på grund af listeria, som vi oplevede det tidligere i år. Den pågældende sag var vi ikke involveret i, men det er sager af den type, der sætter en skræk i livet på andre producenter, fortæller Birgitte Ringbæk, der er presseansvarlig hos If.
Hos If står fødevareindustrien for mere end 60 procent af alle tilbagekaldelser i Danmark.
En optælling fra Fødevarestyrelsen viser, at der inden for fødevareindustrien er sket 100 tilbagekaldelser alene i 2014, og at der siden 1. september har været tilbagekaldelser oftere end hver anden dag. Til gengæld viser tallene så småt en faldende tendens med 290 tilbagekaldelser inden for fødevareindustrien i 2011, 156 tilbagekaldelser i 2012, 91 i 2013 og i år til dato 100.
Underwriter og ansvarsspecialist hos If Rikke Berlin Rasmussen tør ikke fastlå at der er tale om en faldende tendens.
- Tilfældigheder kan også spille ind. Men der er dog tegn på, at mange firmaer har fået både en bedre egenkontrol og et bedre beredskab, når skaden er sket,vurderer hun.