23948sdkhjf

GuldBageren kæmper for livet

Den kriseramte bagerkæde vil forsøge at blive rekonstrueret
I december reddede GuldBageren sig fri af en truende konkurs, men nu er den gal igen: Bagerkæden oplyser, at den til skifteretten har indgivet en begæring om rekonstruktion - en mulighed, som kriseramte, forgældede virksomheder kan benytte sig af for at forsøge at undgå en konkurs.

- Det er ikke nogen hemmelighed, at den seneste tid har været hård. Det har været svært for både ledelse og medlemmer at erkende, at det ikke er realistisk at fortsætte driften uden tilpasninger. Men selvom det måske kan lyde lidt som en kliche, er vi blevet både klogere og stærkere i processen, konstaterer kædens direktør, Michael Mikkelsen, der også er bestyrelsesmedlem.

Han lader forstå, at behovet for rekonstruktion hovedsageligt skyldes, at branchens generelle udvikling har medført et frafald af GuldBageren-medlemmer, hvorfor kædens forpligtelser ikke længere matcher antallet af skuldre til at bære ansvaret.

Der er 35 aktionærer tilbage

GuldBageren har været i problemer, siden Danske Bank i oktober indsendte en konkursbegæring. Det lykkedes at ride stormen af, og de dengang cirka 60 medlemmer af kæden blev hver især bedt om at skyde 20.000 kroner ind i kæden for at sikre fremtiden.

Målet var, at mindst 40 af dem skulle blive i kæden og betale beløbet. Ifølge Michael Mikkelsen er det endt med, at der nu er 35 aktionærer og totalt 42 butikker inklusive filialer.

- Vi arbejder stadig hårdt på at skabe et stærkere fundament for GuldBageren A/S, Vi arbejder også på udrulning af nye Kiwi-butikker med brødskabe, hvor der er lækkert friskbagt brød og kager fra den lokale GuldBageren-butik. Jeg kan p.t. ikke sige mere om vores planer, men vi tror på vækst og fremgang i Danmarks bedste og mest anerkendte frivillige bagerkæde. Samarbejdet med Kiwi betyder meget for kæden, Kiwi er en stærk kvalitets-samarbejdspartner, som vi forventer os meget af, fortæller Michael Mikkelsen til Food Supply.

GuldBageren er et fælles indkøbs- og marketingselskab, der er ejet af selvstændige bagermestre. En eventuel konkurs vil derfor ikke automatisk medføre lukning af de enkelte bagerbutikker.










Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125