Rema 1000's butikker i Danmark havde sidste år et driftsresultat på 269 millioner kroner - en stigning på knap otte procent fra de 250 millioner året før.
Dermed har de seneste seks år budt på en ubrudt række af voksende overskud i Rema, skriver Dansk Handelsblad
Administrerende direktør i Rema 1000 Danmark Henrik Burkal lyder tilfreds:
– Tallene for 2014 er endnu et bevis på, at danskerne har taget vores måde at drive købmandsforretning og "discount med holdning" til sig, siger han.
Remas omsætningsvækst på 9,5 procent i 2014 til et samlet salg på 10,4 milliarder kroner holdt sig for første gang i mange år under 10 pct. - men det var til gengæld i et år, hvor væksten i hele dagligvaremarkedet nærmede sig nul, hvor discount som helhed øgede med 4,3 procent, og hvor Rema "kun" voksede med 11 nye butikker - mod det sædvanlige ekspansionsmål på 15-20 butikker, skriver bladet.
Henrik Burkal hæfter sig ved, at Rema 1000 nu har overhalet landets største discountkæde, Dansk Supermarkeds Netto, i omsætning pr. butik.