Øko-gård laver partneraftale med Coop
Søris og dagligvaregiganten i fælles selskab med lokale varer
Samtidig bliver det muligt for Coops medlemmer at besøge gården, der er smukt beliggende mellem Slangerup og Ølstykke, en god halv times kørsel fra København. Parterne etablerer et fælles selskab, der med Søris som omdrejningspunkt skal udvikle et oplevelsesunivers, som har til hensigt at forkorte afstand mellem forbrugerne og produktionen af råvarerne.
Søris drives af Jan Algreen, der er tredje generation på gården.
- Søris er en værdibaseret virksomhed, og vi føler, at vi har fundet den rette partner, efter at Coop har udviklet sit madmanifest. Vi har altid været optaget af at være åbne og invitere forbrugerne indenfor, og nu får vi mulighed for at udvide denne aktivitet. Samtidig kan vi få opfyldt vores ambitioner om at udvikle flere forarbejdede produkter på basis af vores egne råvarer, siger han.
Tæt på produktionen
Fooddirektør Jens Visholm hos Coop ser også frem til det nye partnerskab.
- Aftalen er indgået i forbindelse med vores madmanifest, Sammen om bedre mad, der handler om at udvikle dansk madkultur. Vi har valgt Søris, fordi vi dermed kan få mange lokale og økologiske varer, som er to centrale områder i vores manifest – og fordi placeringen i Nordsjælland gør det muligt for vores mange medlemmer i Storkøbenhavn at komme tæt på produktionen, konstaterer fooddirektøren.
Samarbejdet omfatter en række forskellige områder:
• Salg af Søris økologisk frugt, grønt og mel, hvor især gulerødder og grovgrønt allerede i dag er populære hos kunderne.
• Udvikling af forarbejdede produkter, som supper og andre færdigretter.
• Salg af lokalt producerede varer fra Søris og de økologiske landbrug, som Søris gennem mange år har udviklet partnerskaber med.
• Etablering af besøgsgårdpå Søris for Coops medlemmer.