Alternativ indsats skal få slagteriarbejdere i nye jobs
HKScan giver den en skalle for at hjælpe opsagte medarbejdere i Skovsgaard
Efter grundig afklaring af medarbejdernes kompetencer og ønsker til fremtidige jobs går HKScan nu ud til over 200 virksomheder i Nordjylland med et jobkatalog med de opsagte medarbejdere.
Jobkataloget, som omfatter medarbejdere inden for administration, lager, service og produktion, sendes ud i denne uge. Samtidig bliver det lagt ud i Jammerbugt Kommunes jobcenter, hvor beskæftigelsesrådgiverne vil bruge det i deres daglige arbejde. Desuden bliver kataloget tilbudt a-kasser og øvrige jobcentre i regionen.
Indsatskontor på fabrikken
Jammerbugt Kommune bemander et særligt ”Indsatskontor” på HKScans fabrik i Skovsgaard. Her laves handlingsplaner for alle opsagte medarbejdere og aktuelle jobmuligheder slås op. Sammen med lokale erhvervsskoler gennemføres generel kompetenceudvikling, og Jobcentret gennemfører desuden kurser i jobsøgning.
Med udmeldingen i januar fik 108 medarbejdere i Skovsgaard deres opsigelse. Her halvanden måned senere er status, at 16 medarbejdere allerede har fået andet job, syv er i gang med videre- eller efteruddannelse, og atter andre er i gang med jobsamtaler.
Besøg i Vinderup
Ud over de 23, som allerede er kommet videre, besøgte 18 medarbejdere for nylig Vinderup for at høre mere om jobmuligheder. På HKScans fabrik i Vinderup er der opstået 40 nye stillinger, fordi produktionen på grund af lukningen i Skovsgård skal øges. Disse jobs er forbeholdt de medarbejdere fra Skovsgård, der ønsker det.
- Desuden har vi god dialog med en række virksomheder i regionen, som selv har kontaktet os. Flere opsagte har på den måde fået kontakt til en potentiel ny arbejdsgiver. Vi tror, at det blandt andet bunder i, at det lokale erhvervsliv ved, at vi har nogle dygtige og stabile medarbejdere. Et sygefravær på to procent og en gennemsnitsanciennitet på 14 år er vel ’ikke så ringe endda, siger fabrikschef på HKScan Denmarks fabrik i Skovsgaard Torben Brandt Sørensen.
Pakkeriet i Skovsgaard fortsætter, og det betyder, at HKScan Denmark fremover vil have cirka 40 timelønnede og cirka10 funktionærer ansat i Skovsgaard.
HKScan Denmark havde ved årsskiftet 2014-2015 omkring 750 ansatte.