Rottefund: Supermarkeder tjekker lagrene
Både Dansk Supermarked og Coop har reageret på rottespor hos chokoladevirksomhed
Der kan ellers have været grund til bekymring, efter at Fødevarestyrelsen fandt omfattende spor efter rotter ved et kontrolbesøg hos fødevarevirksomheden Alt Pack og virksomhedens ulovlige lager i Sønderjylland.
Efterfølgende er Dansk Supermarked, der står bag butikskæder som Netto og Bilka, blevet kontaktet af Fødevarestyrelsen, fortæller pressechef Mads Hvitved Grand fra Dansk Supermarked.
- Efter hvad jeg har kunnet forstå, gik Fødevarestyrelsen torsdag aften i gang med at kontakte de potentielle aftagere af varer fra det pågældende lager fra Alt Pack - herunder os, siger han til Ritzau.
Undersøgelser i aftes og i nat
Dansk Supermarked har torsdag aften og nat foretaget de første undersøgelser for at finde ud af, om der er modtaget varer fra det pågældende lager.
- Det er der umiddelbart ikke noget, der tyder på hos os, siger pressechefen fra Dansk Supermarked.
- Derfor forventer vi ikke i øjeblikket at skulle trække noget tilbage. Men det er klart, at vi skal endnu mere ned i sagen fredag, så vi er helt sikre på, at det holder stik, tilføjer han.
Hos den anden store dagligvarekoncern, Coop, oplyser informationsdirektør Jens Juul Nielsen, at man er ved at undersøge, om butikskæder som Fakta, Kvickly og SuperBrugsen har modtaget varer fra Alt Pack og det pågældende lager.
Efter rottefundet har Fødevarestyrelsen lukket den sønderjyske chokoladevirksomhed.
/ritzau/