Frokost.dk oplever stor vækst. I et ellers presset marked er omsætningen steget med cirka 12 procent, oplyser virksomheden i en pressemeddelelse om det foreløbige regnskab for 2014. Frokost.dk forudser, at udviklingen fortsætter i de kommende år.
Frokost.dk er med godt to millioner årlige frokostmåltider Danmarks største leverandør af frokostordninger til virksomheder. I det forgangne år er antallet af kuverter steget med godt 10 procent, og omsætningen er, ifølge det endnu ikke reviderede 2014-regnskab, steget fra 108,8 millioner kroner. i 2013 til 122,3 millioner sidste år. EBITDA-resultatet er steget fra 7,4 til 8,6 millioner.
- I 2014 har vi blandt andet styrket vores salg og markedsføring med yderligere fokus på nysalg, og det har givet gode resultater. Desuden har vi fået en række nye cateringleverandører og udviklet konceptet Firmasund, der tilbyder en sund frokost hver dag. Det har alt sammen været med til at sikre væksten, nævner direktør Peter Dahm Frederiksen.
Frokost.dk giver sine kunder valgfrihed mellem flere end 40 forskellige cateringfirmaer, som har adgang til Frokost.dk's kundeserviceplatform. Der er tale om både landskendte virksomheder som Cofoco Lunch Market og Meyers Kantiner og om mindre, lokale cateringfirmaer.