Danmarks første regionale madkulturhus åbnet
Kulinarisk mødested og ny turistattraktion på Bornholm
Huset er finansieret af blandt andre Realdania og er blevet til i samarbejde med øens fødevareerhverv. Det samlede budget er på 11 millioner kroner.
”Gaarden – Bornholms madkulturhus” er ifølge initiativtagerne det nye udgangspunkt for madkultur og bæredygtig fødevareudvikling på Bornholm - i et samspil mellem borgere, turister og erhverv. Madkulturhuset har desuden ambitioner om at være et nationalt fyrtårn for at udveksle viden om og debattere regional mad og madkultur.
Stor gårdbutik
Besøgende får adgang til både madkulturhuset, Frilandsmuseets køkkenhave, en mølle, det lokale fiskerleje og en stor gårdbutik. Madkulturhuset formidler også måltidets historie, hvad enten den begynder på Bornholm eller i Sønderjylland. Dét skal give de besøgende lyst til at udforske deres egen, regionale madkultur.
- På Bornholm har vi en stærk regional madkultur og stærke madtraditioner, men vi har også behov for at forny os. Med madkulturhuset vil vi skabe et kulinarisk mødested og en attraktion, der sætter fokus på råvarerne, teknikkerne, måltidet og udvikling af nye fødevareprodukter. En attraktion, der både kommer turister, fødevarevirksomheder og øens beboere til gode, siger direktør for Bornholms Museer Jacob Bjerring Hansen.
Selve Melstedgård fortsætter sine aktiviteter som levende landbrugsmuseum.