Kro vil opdrætte sine egne grise
Elmely Kro fodrer med grønt køkkenaffald
Da Poul Bøje Nielsen i 2010 overtog Elmely Kro ved Holbæk, var det et mål for ham, at tre fjerdedele af alle kroens råvarer skulle hentes i lokalområdet. Målet er nået,og nu er kroejeren klar til endnu et bæredygtigt tiltag. De tre små grise vil de kommende måneder hovedsageligt blive fodret med det grønne affald fra køkkenet, og til efteråret vil de blive slagtet og altså indgå i kroens menu.
- Lige som vi hele tiden udvikler nye retter, er det også vigtigt for os at gøre hverdagen på kroen så bæredygtig som muligt. Ved at gøre grisene til en del af vores produktion, får vi skabt en cyklus, som passer rigtigt godt med det, vi gerne vil stå for, forklarer Poul Bøje Nielsen, som har købt grisene hos en landmand i lokalområdet.
Poul Bøje Nielsen og de 10 ansatte på Elmely Kro tilbereder gennemsnitligt mellem 400 og 450 kuverter til krogæsterne og ud af huset i løbet af en weekend. Det giver på årsplan mange tons grønt affald fra blandt andet skrællede gulerødder, snittede asparges og ordnede kål. Det er råvarer, som tidligere røg i skraldespanden sammen med resterne fra bordene.